Vinke-Fister/desperat oprydning

Mandag d. 5. marts 2012

Jeg har ret meget alenetid i øjeblikket. Bare mig og mit hoved. Og inde i mit hoved bor der en lille hjerne, som er blevet overordentlig effektiv til at tænke. Tænke tænke tænke. Det er vel et ok udgangspunkt. Det er i hvert fald deroppe kreativiteten og viljefastheden opstår. Løsningerne, ordene, eftertænksomheden, værdierne, mulighederne...men det er også deroppe bekymringerne opstår. Analyserne, farerne, tvivlen og når den er helt galt med stressen bor angsten også deroppe.
Men det er ikke angsten jeg vil fortælle om, det er bekymringerne. Tænk sig at gå og være så lykkelig og taknemmelig over den lille Fister og at så Hjernen skal komme og sige:
-"Jaaahmen, hvad nu hvis? Hvis Fister er stoppet med at blive en baby? Det kan man jo ikke mærke. Slet ikke når ens grimme graviditetssymptomer sådan har valgt at give slip".
Men Hjernen siger også:
-"Vær nu positiv og hids dig nu ned og du kan jo ikke gøre noget alligevel".
Tarvelige Hjerne, kan den bestemme sig? Eller i det mindste være kvik nok til at lade det positive overstige tvivlen. Næh! Det kan den ikke altid.
Så i fredags vågnede jeg og lagde lige mine hænder på maven, som sgu var helt flad! Ad, flad mave; hvem har nogensinde ønsket sig det! Så blev jeg sådan lidt morgensur.
Resten af dagen gik med dét der coaching/selvudviklings-halløj med de gode med-kursister. Hjemme igen om eftermiddagen, ville Hjernen liiiiige tjekke indernetted for at se, hvordan det går i de dér debatforaer, hvor andre mummies også har termin i september. Og lur mig om ikke der var endnu én stakkels gravid, som havde været til scanning og fundet et foster uden hjerteslag. Fuck nej altså! Det er sgu sket for alt for mange - også i min omgangskreds.
Jeg gider ikke høre mere om, at "du skal da bare være glad for at du ikke har nogen symptomer og SELVFØLGELIG er alting ok". Det ved man sgu da ikke?! Lad mig dog lige snakke om det; er det da en helt latterlig bekymring?
Jeg gad i hvert fald ikke rende rundt med de tanker mere, hvis jeg kunne blive fri, så på det herlige indernet fandt jeg også en scanningsklinik lige på den anden side af broen, hvor man bare kunne møde op og for den nette sum af 200 kr. se sin lille baby i ultralydsudgaven. Hip hurra! Så jeg ringede til M og sagde, at "NU går vi altså derned. Ligeså snart du er hjemme fra job, hr". Og det gjorde vi så. Og derinde i min mave lå en vild lille Fister og rodede rundt. Den blinkede med sit hjerte og vinkede med sin arm og på dens alienformede hoved kunne vi se et fint næseben. Nøj, hvor er det altså de bedste 200 kr. jeg længe har brugt. Hej Hej Fister, vi glæder os så meget til at lære dig at kende.

Med den nyfundne energi og bevidstheden om at der rent faktisk ER en lille vild baby derinde i min mave (som overhovedet ikke er en skid flad), gik Hjernen åbenbart i yderligere oprydningskoma. Det er normalt IKKE en evne jeg sådan bærer rundt på, men pludselig skulle alt bare lissom i orden. Det startede faktisk allerede torsdag, da jeg egenhændigt kørte i gør-det-selv-HTH og købte indvendige køkken-skuffer for at optimere vores sparsomme køkkenplads. Skruede selv lige sagerne sammen og i køkkenskabene; haps! Måske skulle jeg prøve at nærlæse brugsanvisningen først en anden gang - i stedet for at tænke, at den slags finder jeg jo ud af hen ad vejen, og at jeg i virkeligheden er lidt klogere end den anvisning. Det viser sig gang på gang, at det er jeg så ikke. Men altså skufferne hænger der nu og fungerer smukt, og man kan slet ikke se de ekstra huller jeg lige fik boret i køkkenskabet, så næsten-no-harm-done.
Over weekenden gik så oprydnings-og-gem-ting-vi-i-virkeligheden-ikke-bruger-manien op i gear. Kasser kasser kasser kasser. Og stakkels M er blevet sat i sving, med alvorssamtaler om at hvis vi skal være en familie, så må vi altså til at være lidt på forkant med det rod. Og bønner om, at det som vi kun bruger sjældent måske kunne bo i kælderen indtil vi en dag flytter i noget større...Det er lykkedes nogenlunde, og meget snart vil jeg formentlig opdage, at jeg nu ikke kan finde noget som helst. Men altså...vores seng er redt for 3. dag i træk. Det er sgu en særlig tid.