Jeg har født barnet. Det mest vidunderlige barn. En lille skat, som skider, skriger, gylper og smiler som han skal.
Det er to måneder siden han kom skrigende til verden - det skal jeg nok fortælle om senere - men jeg tror stadig, der er plads til ham derinde, at dømme efter min vægt og mit maveskind i hvert fald. Nøj, hvor kunne det være fedt, hvis det bare lige trak sig tilbage på plads sådan umiddelbart efter leveringen.
Jeg har aldrig brudt mig om min krop. Aldrig. Den mås dér - var det nødvendigt at den fyldte SÅ meget allerede, da jeg gik til børnegymnastik og skilte mig ud på billederne med min negerrøv (som en kollega kaldte den) i "gymmistik-dragten"? Hvorfor var jeg ikke adræt, men tung idet, og hvorfor havde jeg stor fødder, lægge som træstammer, en dejligt blød mave (ikke fed...bare evigt blød) og hvem fa'en kom på de freak-agtige små lillefingre?
Nu er det efterår 2012 og jeg tænker: Who F..king Cares? Min krop er jo for vild. Den har bygget et barn! Et helt perfekt lille barn, men ører som krøller helt som det skal, 10 små fingre (og ingen af dem freak-små), blå øjne, skævt smil og den fineste lille navle.
Som om det ikke er nok, så har den gjort det helt selv. Mit hoved var lige optaget med noget stress, så kroppen er gået enegang. Den har ikke bebyrdet mig med bækkenløsning, for højt blodtryk, uren hud eller tørt hår. Den har bare klaret det. OK, den tog nok liiige rigeligt nok på, for den var vild med kanelsnegle, men lad nu det ligge. Nu hvor den ikke er gravid mere, har den selv fundet ud af at vokse på plads igen. Livmoder og bækkenbund, blødninger som skal stoppe og én som skal komme tilbage, cravings som skal forsvinde og hormoner som skal på plads. Tjek tjek tjek! Min krop er den sejeste. Blød men sej - jeg må huske at sige til den: Jeg elsker dig!
