Maj din lurendrejer...

...forstår du ikke, at når man tager i SOMMERhuset, så skal su smide om dig med sommervejr. Ikke bare diske op med sol og blå himmel i dagene op til og så komme rendende med skybrud og torden, når det gælder. Og lynild!

..forstår du ikke, at jeg ikke havde tænkt mig at blive sådan en rigtigt voksen voksen, og nu står jeg snart og skal afhente en stationcar.

...men tak for at man kan købe smækker mørk choko billigt, fordi påsken er ovre og chokoen er formet som et æg.

...ku du ikke lige hjælpe mig med lidt overskud? Hvis du passer min søn i fire timer i streg en dag, så lover jeg at synge "åh maj du søde milde" (eller jeg lover at lade være, hvis det er at foretrække)

...og fuck så 2. Divisions fodbold. Hold kæft hvor er jeg træt af det. "Manden tager barsel" my ass!

...arh smid lige en matematikeksamen oven i for sjov skyld. Een jeg er håbløst bagud med at forberede mig til.

Maj altså. Din lurendrejer.

Hørt i Zoo

Min mand havde fri og jeg er jo på barsel, så en iskold torsdag tog i Zoologisk Have og købte årskort. For Fisters skyld, naturligvis. Han NØD det - som han lå der og sov det meste af tiden pakket godt ned i sin voksipose. Meget vigtig zoo-tur.

Men det var bare for længe siden, vi havde været der, og der skal lige råbes et højt hurra for både arktisk ring og elefanthus. Det' nayce!

Det var vinterferie 2 (altså uge 8), så der var temmelig mange mennesker - og mange børn. Og de ved altså et og andet om dyr:

Meget lille fyr:

"Se far, pingvinerne dykker ned efter fisken. Årh se, alle de bobler. Det er fordi, den prutter, far".

(eller var det bare boblerne i fjerdragten som steg til vejrs)

Ikke sååå lille fyr:

"Dumme dromedaaar, dumme dromedaaar, dumme dromedaaaar. Årh ja SE! En påfugl".

(det var så en lama og en emu...)

Børn og dyr er seje. Og om lidt åbner Den Blå Planet. Der må vi også ha' et årskort. For Fister skyld, naturligvis:)

En metafor

Man anskaffede sig en hund. Det var en dejlig hund, den var glad og god ved børnene.

Man lovede at man ville lufte den 2 gange hver dag, tage den med til hundetræning og selvfølgelig give den mad.

Men det blev straks hverdag, og hundetræningen kom aldrig i gang. Men sådan var det jo, det var besværligt og hunden måtte bare indrette sig. Man råbte bare lidt af den i stedet – den skulle jo trods alt lære, hvem der bestemte.

Man fik snart heller ikke rigtigt gået alle de dér ture med den.  Det kunne jo ikke være rigtigt, at man sådan skulle indrette sin tid efter en hund. Hunden forstod det ikke. Den havde brug for at komme ud og løbe, tisse og lugte til de andre hundes tis. Den var jo trods alt en hund, og det er vel det, hunde gør. Men man gad ikke rigtigt ulejlige sig. I stedet blev den oftest bare lukket ud i baghaven i et par minutter. Så kunne den i hvert fald ikke komme og klage, og den skulle jo også lære, hvem der bestemte.

Men hunden begyndte at klage lidt. Den pev, når den skulle tisse. Og den kiggede på dem med bedende øjne og et forvirret blik. Sådan en irriterende hund; man gjorde det jo ikke for at genere den. Man begyndte at straffe den med et rap over snuden. Den skulle jo lære, hvem der bestemte.

Hunden pev lidt højere efterhånden. Og den var ikke ligeså hyggelig, når der kom gæster. Måske kunne gæsterne se på den, at den ikke trivedes? Det, synes man, var tarveligt. Den fik da mad, næsten hver dag, så den havde intet at klage over. Man begyndte at drille den. Kaldte den til madskålen, men fyldte den med gammel mad eller ingenting. Man tog hundesnoren ned fra knagerækken, blot for at hænge den op igen og grine lidt af hundens forvirrede blik. Fjols. Den skulle jo lære, hvem der bestemte.

Hunden var stadig god mod børnene, men den blev sky og passiv overfor de voksne. Man forstod det ikke – var den ikke en hund? Hvorfor sagde den ikke noget? Hvorfor hoppede den ikke lykkeligt og legesygt rundt? Og hvorfor mistede den sin pels og kløede sig voldsomt på ryggen? Man var træt af den. Den var jo en dårlig hund. Man begyndte at slå hunden hårdt, når ingen så det. Den skulle jo lære, hvem der bestemte.

En dag havde hunden ikke flere kræfter og dens øjne var helt livløse. Det VAR jo virkelig en dårlig hund, man havde anskaffet sig. Så man lokkede den ud i haven – helt ud til havelågen. Her gav man den et sidste los ud i kulden og mørket. Man lukkede havelågen efter sig og vendte ryggen til. Inde i stuen stillede man sig ved vinduet og kiggede grinende ud på hunden, som nu var syg og forladt. Dumme hund. Men den var jo trods alt også kun en hund, og nu vidste den i hvert fald, hvem der bestemte.

Hvad der blev løjet om til fødselsforberedelsen

1) For en førstegangsfødende tager fødslen mannnnnge timer. ...Sgu ikke hver gang åbenbart...

2) Imellem veerne er der pauser, hvor du f.eks. kan slappe af over en sækkepude og samle kræfter til næste ve. Pauser? Hva' fa'en er vepauser?

3) Efter fødslen vil du føle dig SÅ tynd! ??? ... Arh...

Min krop er for vild

Jeg har født barnet. Det mest vidunderlige barn. En lille skat, som skider, skriger, gylper og smiler som han skal.

Det er to måneder siden han kom skrigende til verden - det skal jeg nok fortælle om senere - men jeg tror stadig, der er plads til ham derinde, at dømme efter min vægt og mit maveskind i hvert fald. Nøj, hvor kunne det være fedt, hvis det bare lige trak sig tilbage på plads sådan umiddelbart efter leveringen.

Jeg har aldrig brudt mig om min krop. Aldrig. Den mås dér - var det nødvendigt at den fyldte SÅ meget allerede, da jeg gik til børnegymnastik og skilte mig ud på billederne med min negerrøv (som en kollega kaldte den) i "gymmistik-dragten"? Hvorfor var jeg ikke adræt, men tung idet, og hvorfor havde jeg stor fødder, lægge som træstammer, en dejligt blød mave (ikke fed...bare evigt blød) og hvem fa'en kom på de freak-agtige små lillefingre?

Nu er det efterår 2012 og jeg tænker: Who F..king Cares? Min krop er jo for vild. Den har bygget et barn! Et helt perfekt lille barn, men ører som krøller helt som det skal, 10 små fingre (og ingen af dem freak-små), blå øjne, skævt smil og den fineste lille navle.
Som om det ikke er nok, så har den gjort det helt selv. Mit hoved var lige optaget med noget stress, så kroppen er gået enegang. Den har ikke bebyrdet mig med bækkenløsning, for højt blodtryk, uren hud eller tørt hår. Den har bare klaret det. OK, den tog nok liiige rigeligt nok på, for den var vild med kanelsnegle, men lad nu det ligge. Nu hvor den ikke er gravid mere, har den selv fundet ud af at vokse på plads igen. Livmoder og bækkenbund, blødninger som skal stoppe og én som skal komme tilbage, cravings som skal forsvinde og hormoner som skal på plads. Tjek tjek tjek! Min krop er den sejeste. Blød men sej - jeg må huske at sige til den: Jeg elsker dig!

Til Vorherre og evolutionen - I har lavet en smutter

For at starte med det store billede: Jeg tror, jeg tror på Gud. Jeg er døbt, konfirmeret og gift i kirken. Det er noget diffust noget. Jeg tror i hvert fald på budskabet, glæden, kærligheden og rummet, hvor vi kan samles om det. Det er helligt.
Jeg tror ikke på Adam og Eva som sådan. Dér er jeg mere til det med evolutionen. Men det ene udelukker ikke det andet i min verden.
Jeg er så heldig, at have haft et øjebliks klarhed...synes jeg i hvert fald selv. Jeg stod på en af Galapagos' fantastiske øer og så på evolutionen i sin reneste form. Jeg fik lov at være tæt på. Og jeg tænkte ved mig selv, at vi mennesker er nogle fjolser. Religioner handler om, at vi skal gøre dit og dat, fordi at den dag vi dør, kommer vi så i en eller anden form for Paradis. Det er en rar men skør tanke. Den dag gik det op for mig, at vi er her allerede! Kan vi ikke se, hvor guddommelig evolutionen er; hvor magisk vores klode er, hvordan solen varmer os og vi bare farer rundt med lukkede øjne for at stræbe efteerrrrr....hvad?

Anyway...derfor ved jeg ikke rigtigt hvem jeg skal rette mit forbedringspunkt til. Vorherre eller evolutionen. Måske står de hånd i hånd og lytter.

For der er en lillebitte ting jeg ikke forstår. Der er kvinden og der er manden. De har forskellige roller. Fair nok. Kvinden er den, der bliver gravid. Hun oplever miraklet af liv i sin krop, hun mærker livet sparke og vokse, hun bliver tyk, brækker sig, skal tisse hver halve time, får trætte muskler og fødder, bliver hormonel og skal gennemgå en vild smerte ved fødslen (har jeg ladet mig fortælle). Det er vel OK. En skal jo gøre det, og der er no hard feelings. Men hvorfor fa'en er det så indrettet sådan, at det er manden, der kan stå op og pisse? Det er altså en smutter, guys! Mænd kan bare lige træde til side og lade vandet, men kvinderne - som har maven fyldt med et andet menneske, der har taget bolig op ad mors blære - hun har ikke det privilegium. Hovsa?! Måske er det et  forbedringspunkt til fremtiden?! Ellers skal I have tak for godt arbejde:)

(Og nej, jeg går ikke ind for She-wees. HAR set dem i action, og det var ikke rart. Midt i maden)

Lejlighedsvis hyggesnak med nye opgangsbeboerne

Jeg har læst nogle blogs om naboskab her på det sidste, og nu er jeg blevet inspireret. Det handler om irriterende naboer, og jeg skal egentlig overhovedet ikke klage. Jeg blev bare lidt forundret en dag, da jeg mødte en dame, som er flyttet ind på fjerde.

Min mand (det er altså stadig mærkeligt voksent at sige sådan, men han ER jo min mand) og jeg bor i et nyere byggeri, helt oppe på toppen. Her der dejligt! Vi render ikke de andre i opgangen på dørerne, men her er en god stemning og alle opfører sig pænt og vi smiler og snakker kort, når vi render på hinanden. Her er masser af børn og plads til dem. Vi har været heldige.
Men for et par måneder siden mødte jeg en ny nede ved postkasserne. Hun kunne se jeg var gravid, og lagde ud med en eller anden venlig bemærkning. Manden og jeg smilede og hilste på.
"Hvor bor I", spurgte hun, "for måske bor I lige over os, så". Men det gjorde vi ikke.
"Nå, men det er bare fordi, der er sådan et barn der løber rundt", fortsatte hun", klokken SEKS OM MORGENEN". For Søren da - vi svarede ikke, vi kan ikke engang høre, når naboen holder fest.
Efter et flygtigt blik på min runde mave, sagde hun: "børn er jo en velsignelse" (se...hun var jo overbærende og positiv i sin indstilling), men ligefrem at pile rundt klokken seks om morgenen, synes hun godt nok var lige i overkanten.
Jeg blev sådan lidt overrumplet og svarede, at vi ikke har børn endnu, eller blev generet af nogen.
Jaja, jeg skulle bare have sagt. SÅ SLAP DOG AF. Børn piler jo rundt, og vi er virkelig ikke hårdt ramt af at bo i et lydt byggeri....ved jeg efter at bo i flere år et andet sted, hvor hunde og beboere var VÆLDIGT glade for deres partnere og gjorde højlydt udtryk for det. Men jeg var ikke sej nok til ikke at være høflig.

Damen tog dog selv lidt af ansvaret, for hun HAVDE nemlig sagt til manden, at når de flyttede til København, ville hun have en lejlighed øverst oppe. Jeg spurgte, hvorfor de så havde købt en på fjerde, men hun vendte bare øjnene mod himlen og konstaterede at der jo ikke var nogle til salg (nææææhæhæhæ, for der bor vi). Jeg tænker, at det også er sørgerligt at vores lejlighedskompleks er det ENESTE i København, så de ikke har haft en chance. Nu må de altså døje med at bo i et velfungerende, nyt, velisoleret byggeri, hvor der....mon Dieu...også bor børnefamilier. Hvor uheldig kan man være? Tilmed børn, som piler rundt! Hvor kan man klage?

SGU FANDEME IKKE TIL HENDE DEN GRAVIDE, SOM BARE VAR PÅ VEJ UD AF DØREN. Din snerpede efterlønner, hvis navn jeg ikke engang kender. Nice to meet you!

Og se nu...nu har jeg hidset mig op over en ligegyldighed. Måske er damen i virkeligheden en flink sag, men jeg forstår ikke, hvor den samtale lige kom fra, og hvad jeg havde med det at gøre. Hvorfor laver man lige sådan en mokke-drejning på det første venlige goddag til nye naboer. Dårlig karma...og et godt grin.