Maj din lurendrejer...

...forstår du ikke, at når man tager i SOMMERhuset, så skal su smide om dig med sommervejr. Ikke bare diske op med sol og blå himmel i dagene op til og så komme rendende med skybrud og torden, når det gælder. Og lynild!

..forstår du ikke, at jeg ikke havde tænkt mig at blive sådan en rigtigt voksen voksen, og nu står jeg snart og skal afhente en stationcar.

...men tak for at man kan købe smækker mørk choko billigt, fordi påsken er ovre og chokoen er formet som et æg.

...ku du ikke lige hjælpe mig med lidt overskud? Hvis du passer min søn i fire timer i streg en dag, så lover jeg at synge "åh maj du søde milde" (eller jeg lover at lade være, hvis det er at foretrække)

...og fuck så 2. Divisions fodbold. Hold kæft hvor er jeg træt af det. "Manden tager barsel" my ass!

...arh smid lige en matematikeksamen oven i for sjov skyld. Een jeg er håbløst bagud med at forberede mig til.

Maj altså. Din lurendrejer.

Hørt i Zoo

Min mand havde fri og jeg er jo på barsel, så en iskold torsdag tog i Zoologisk Have og købte årskort. For Fisters skyld, naturligvis. Han NØD det - som han lå der og sov det meste af tiden pakket godt ned i sin voksipose. Meget vigtig zoo-tur.

Men det var bare for længe siden, vi havde været der, og der skal lige råbes et højt hurra for både arktisk ring og elefanthus. Det' nayce!

Det var vinterferie 2 (altså uge 8), så der var temmelig mange mennesker - og mange børn. Og de ved altså et og andet om dyr:

Meget lille fyr:

"Se far, pingvinerne dykker ned efter fisken. Årh se, alle de bobler. Det er fordi, den prutter, far".

(eller var det bare boblerne i fjerdragten som steg til vejrs)

Ikke sååå lille fyr:

"Dumme dromedaaar, dumme dromedaaar, dumme dromedaaaar. Årh ja SE! En påfugl".

(det var så en lama og en emu...)

Børn og dyr er seje. Og om lidt åbner Den Blå Planet. Der må vi også ha' et årskort. For Fister skyld, naturligvis:)

En metafor

Man anskaffede sig en hund. Det var en dejlig hund, den var glad og god ved børnene.

Man lovede at man ville lufte den 2 gange hver dag, tage den med til hundetræning og selvfølgelig give den mad.

Men det blev straks hverdag, og hundetræningen kom aldrig i gang. Men sådan var det jo, det var besværligt og hunden måtte bare indrette sig. Man råbte bare lidt af den i stedet – den skulle jo trods alt lære, hvem der bestemte.

Man fik snart heller ikke rigtigt gået alle de dér ture med den.  Det kunne jo ikke være rigtigt, at man sådan skulle indrette sin tid efter en hund. Hunden forstod det ikke. Den havde brug for at komme ud og løbe, tisse og lugte til de andre hundes tis. Den var jo trods alt en hund, og det er vel det, hunde gør. Men man gad ikke rigtigt ulejlige sig. I stedet blev den oftest bare lukket ud i baghaven i et par minutter. Så kunne den i hvert fald ikke komme og klage, og den skulle jo også lære, hvem der bestemte.

Men hunden begyndte at klage lidt. Den pev, når den skulle tisse. Og den kiggede på dem med bedende øjne og et forvirret blik. Sådan en irriterende hund; man gjorde det jo ikke for at genere den. Man begyndte at straffe den med et rap over snuden. Den skulle jo lære, hvem der bestemte.

Hunden pev lidt højere efterhånden. Og den var ikke ligeså hyggelig, når der kom gæster. Måske kunne gæsterne se på den, at den ikke trivedes? Det, synes man, var tarveligt. Den fik da mad, næsten hver dag, så den havde intet at klage over. Man begyndte at drille den. Kaldte den til madskålen, men fyldte den med gammel mad eller ingenting. Man tog hundesnoren ned fra knagerækken, blot for at hænge den op igen og grine lidt af hundens forvirrede blik. Fjols. Den skulle jo lære, hvem der bestemte.

Hunden var stadig god mod børnene, men den blev sky og passiv overfor de voksne. Man forstod det ikke – var den ikke en hund? Hvorfor sagde den ikke noget? Hvorfor hoppede den ikke lykkeligt og legesygt rundt? Og hvorfor mistede den sin pels og kløede sig voldsomt på ryggen? Man var træt af den. Den var jo en dårlig hund. Man begyndte at slå hunden hårdt, når ingen så det. Den skulle jo lære, hvem der bestemte.

En dag havde hunden ikke flere kræfter og dens øjne var helt livløse. Det VAR jo virkelig en dårlig hund, man havde anskaffet sig. Så man lokkede den ud i haven – helt ud til havelågen. Her gav man den et sidste los ud i kulden og mørket. Man lukkede havelågen efter sig og vendte ryggen til. Inde i stuen stillede man sig ved vinduet og kiggede grinende ud på hunden, som nu var syg og forladt. Dumme hund. Men den var jo trods alt også kun en hund, og nu vidste den i hvert fald, hvem der bestemte.