Foråret gør et eller andet ved min energi. Cyklen er fundet frem og har været forbi cykelhandleren for en brush-up (og jeg HAVDE ret, den var blevet lidt stram i betrækket, så det var ikke kun dårlig kondi der drillede), cykelhjelmen ligeså (JA, søde veninde, jeg ER på cykel, har ikke haft hjelmen på i bussen;) ), jakken bliver knappet op og herhjemme i den lille familie er vi gået i haven.
Nu bor vi jo på 6. sal og derfor er haven begrænset til to altaner og nogle små urtepotter i vindueskarmen, så det tager faktisk kun een weekend, at blive forårsklar. Jeg har jo sået chili- og tomatplanter og krydderurter i lidt større potter og synes nu, at de planter godt kunne vokse lidt hurtigere! Det er jo forår for fanden, why wait? Vi har vasket altanerne og M har olieret den ene. Den anden trak vi på skuldrene af, for M er kommet til at brænde hul i træbrædderne med en grillstarter (schhhh), og så behøver man jo ikke passe den rigtigt længere, vel?!
Jeg har vasket vinduer og lavet nogle fine striber. Jeg tror på, at det er meningen med striberne, ellers er der jo ingen, der kan se, at jeg har vasket de vinduer, vel. Fra nu af vil jeg indføre glædens sætning: "næh, sikke nogle fine forårsstriber du har lavet på din rude - du har da været flittig". Hyld striberne, de er tegn på hårdt arbejde og gode intentioner.
Efter at have tørret altanmøbler af var "haven" forårsklar og solen varm nok til en halv times meditation på liggestolen. Oh, hvor har jeg savnet det.
Kender du det, når du har samlet en række spørgsmål/tjenester sammen, som din mor lige skal hjælpe med? Og selvom I taler sammen flere gange om uge, så glemmer du det hver gang?
I morges ringede min mor, for at høre hvordan det går med mig og Fister. Hun fik næsten ikke lov at tale ud før jeg sagde: "MOR, jeg skal huske at spørge dig om 3 ting", og således fik jeg i dag grønt lys for at aflevere min brudekjole til mors syværelse, at bestille mørklægningsgardiner i selvsamme værelse og ikke mindst få tilsendt barndommens pandekageopskrift pr. mail. Tjek tjek tjek! Der faldt en sten fra min skulder...eller, jeg takker i hvert fald hende mor for lige at møde mine mærkelige behov på sådan en mandag.
Jeg er i øvrigt mest gravid om aftenen. Når jeg vågner om morgenen, synes jeg egentlig, jeg ser rimeligt almindelig ud, men om aftenen er jeg megatyk. Og min mave er helt hård. Jeg skriver det her, fordi jeg ikke skriver dagbog. Der er noooogen der siger, at man bliver glad for at have skrevet ting om sin graviditet ned senere hen.
mandag den 26. marts 2012
mandag den 19. marts 2012
Cat's out' the bag/Den dummeste flovhed
SÅÅÅÅ er det helt officielt, at Fister bor i min mave. Efter nakkefoldsscanning i onsdags kunne vi fortælle familie og venner, at vi var i lykkelige omstændigheder. Det var dejligt, og hvor er det dog skønt at alle bliver så glade på vores vegne.
Man får også rimeligt mange graviditets- og fødselshistorier, når man ringer rundt med sådan en glædelig nyhed. Alt fra hvor galt det kan gå til gamle G på 94 år som bare sagde: "Altså, jeg havde det sgu fint".
Lige nu har jeg meldt det ud på Facebook og der er "like"-storm på min profil. Jaja, det er måske noget opreklameret fis, men jeg kan sgu godt lide at blive like't. Man skal da dele det dejlige!
I dag skulle have været en afklarings-dag, men det jeg havde gået og samlet mig sammen til blev aflyst i fredags, så jeg har været lidt bitter og skulende over det weekenden over. Kunne man måske snart få lov at komme videre?! Men så viste det sig, at mandag skulle blive dejlig i stedet. Først ringede den kommende oldemor for første gang i hundrede (JA hundrede) år og ønskede tillykke. Så tog man lige på cafe med svigermommy og snakkede dybt og fortroligt. Og senere skulle jeg til en slags prøve, hvor jeg fik en temmelig stor ros. Sådan en der-er-noget-lidt-unikt-dér-Cici-ros, og hvor fantastisk er det ikke? Så bliver jeg jo glad og stolt, men hvorfor skal sådan en stolthed følges med en flovhed også? Og jeg bliver flov, når jeg skal fortælle det videre! Hvorfor fanden er det flovt, at være god til noget? Og nu har jeg prøvet i længere tid, at stå ved, hvad jeg er god til. At sige det højt og anerkende, når jeg får ros, men fy for fa'en hvor føler jeg mig skurkeagtig, når jeg bare siger "tak" eller måske endda "det ved jeg egentlig godt".
Mærkeligt mærkeligt MÆRKELIGT! Er det Janteloven? For den har jeg sgu sagt fuck til for længe siden. Vil den værsgo at holde sig væk, så!
I dag er jeg glad for at jeg er god til noget (og holder mig så for ørerne og skriger LAA LALA LAAA)
Man får også rimeligt mange graviditets- og fødselshistorier, når man ringer rundt med sådan en glædelig nyhed. Alt fra hvor galt det kan gå til gamle G på 94 år som bare sagde: "Altså, jeg havde det sgu fint".
Lige nu har jeg meldt det ud på Facebook og der er "like"-storm på min profil. Jaja, det er måske noget opreklameret fis, men jeg kan sgu godt lide at blive like't. Man skal da dele det dejlige!
I dag skulle have været en afklarings-dag, men det jeg havde gået og samlet mig sammen til blev aflyst i fredags, så jeg har været lidt bitter og skulende over det weekenden over. Kunne man måske snart få lov at komme videre?! Men så viste det sig, at mandag skulle blive dejlig i stedet. Først ringede den kommende oldemor for første gang i hundrede (JA hundrede) år og ønskede tillykke. Så tog man lige på cafe med svigermommy og snakkede dybt og fortroligt. Og senere skulle jeg til en slags prøve, hvor jeg fik en temmelig stor ros. Sådan en der-er-noget-lidt-unikt-dér-Cici-ros, og hvor fantastisk er det ikke? Så bliver jeg jo glad og stolt, men hvorfor skal sådan en stolthed følges med en flovhed også? Og jeg bliver flov, når jeg skal fortælle det videre! Hvorfor fanden er det flovt, at være god til noget? Og nu har jeg prøvet i længere tid, at stå ved, hvad jeg er god til. At sige det højt og anerkende, når jeg får ros, men fy for fa'en hvor føler jeg mig skurkeagtig, når jeg bare siger "tak" eller måske endda "det ved jeg egentlig godt".
Mærkeligt mærkeligt MÆRKELIGT! Er det Janteloven? For den har jeg sgu sagt fuck til for længe siden. Vil den værsgo at holde sig væk, så!
I dag er jeg glad for at jeg er god til noget (og holder mig så for ørerne og skriger LAA LALA LAAA)
onsdag den 14. marts 2012
Forår udenfor/vild uge forude
Mandag d. 12. marts 2012
Ej, hvor var det skønt at vågne til forårsblå himmel i går. Forår forår forår. Jeg glemmer hvert år, hvor vidunderligt det er, men det er vel på sin vis også skønt med en årlig genfødsel af sind og krop. Huhej, hvor jeg dog foretrækker den lyse del af året.
Vildt dejlige M var morgenaktiv, så imens jeg lå og vågnede langsomt i b-menneske-tempo, støvsugede han Paladset og lavede stor morgensmoothie til sin gravide Cici. Ah! Sker ikke så tit, så jeg satser en daler på at han også er forårsramt. Jeg blev sgu glad. Fór op og i mit løbetøj (i bedste mening), fandt gulvspanden frem, lokkede M i sit løbetøj og vaskede mig så gennem soveværelse, badeværelse, stue og entre hen til hoveddøren, hvor vi bakkede ud og direkte i løbeskoene og ned af trappen. Hvad siger I så? Energisk og sporty søndag formiddag right? Ja, det var det så ikke. Fister kan ikke lide løb, og h*n har en direkte connection til mit underliv. Måske er jeg også faldet lidt af på den, sådan konditionsmæssigt (fra det ultrahøje niveau jeg jo normalt render rundt med), men udover vild åndenød blev min mave også helt hård og spændt. Ligesom når man skal tisse så meget, at hele maven gør nas. Fisteeeeer! Så jeg luntede lidt og gik lidt og gav lidt mine meget stramme løbebukser skylden. Som faktisk ikke er SÅ stramme.
Hjemme igen bagte jeg gulerodsboller, så de var klar til besøg af et vennepar og deres lille dreng. Herlige mennesker; særligt herlig lille fyr, som dog ikke er stille et sekund. Jeg spurgte Forældrene om måske han ville se tegnefilm, men han gider åbenbart slet ikke se fjernsyn. M og jeg er ellers ret enige om, at Fister ikke skal være sådan et barn som sidder og ser TV hele tiden og spiller computer...men altså lidt TV må h*n da godt kunne lide. Ikke for sådan at pacificere i timevis, men indimellem vil mor og far vel også gerne kunne sidde stille om så det indebærer Teletubbies eller Byggemand Bob. Den lille fyr var i stedet glad for pant, gulerodsboller, runde frugter og køkkenudstyr. Og han fik det hele, for Gud hvor var han sød.
Jeg har ugens roligste dag i dag. Har plantet mine småbitte tomat og chiliplanter i lidt større beholdere. Nu står de i vindueskarmen og kigger spændt ud på forårssolen. Jeg tror, at de ligesom jeg håber, at solen snart får varmet luften tilstrækkeligt op til, at man kan begynde at overveje at lade jakken blive hjemme. Bare lige lidt. Og så planterne kan komme ud på altanen.
Jeg skal til gravid-motion og yoga i denne uge. Tirsdag og torsdag. Det er jo også en slags holden-sig-i-gang, og det skal bare gøres. Det er nu også meget rart, når man er der. Min søster har vundet en formue til et spisested, så hun kommer med aftensmad i morgen. Nice, si'r jeg bare. Jeg har lokket hende herhen for at prøve min brudekjole; den skal gerne sælges, men mangler lige et par sting hist og her, og jeg kan jo ikke selv være i den længere. Tænk hvis hun ser smukkere ud i den, end jeg gjorde? Så tager jeg sgu ikke hendes ansigt med på billederne (for hun er dælme smuk).
Onsdag er der nakkefoldsscanning. Spændende! Vi skal se søde Fister, og forhåbentlig høre at h*n ser helt kromosomnormal ud. Måske den vinker igen? Jeg glæder mig. M har fri hele dagen og vi skal på restaurant om aftenen. Dejlig bryllupsgavemiddag, som trænger til at blive indløst. OG - om alt går vel - kan vi release the baby-bomb, og fortælle Gud og hvermand at der er Fister i min mave. No more lies.
Torsdag kommer dem fra coaching på besøg, så vi kan øve. Jeg har planer om at bage noget lækkert. Lige nu er det min intention - spørg mig torsdag om det lykkes.
Fredag har jeg også gode intentioner for. Vi skal i bio hele familien. SÅ hyggeligt. Det er min søsters initiativ, og jeg har smidt en tapasmenu-på-forårseftermiddag med i ligningen. Mummy har købt hvidvin med og uden alkohol og jeg tror det bliver en megadejlig dag.
Lørdag skal M og jeg hver for sig mødes med venner. Åh, hvor jeg glæder mig til at sige til mine gode buddies, at jeg skal være mor. Det er altså store sager. Jeg håber, de bliver glade. Så får de også set mig øl-og-vin-fri, men forhåbentlig ikke helt ammehjerneagtig endnu; thi jeg har det bedst med at VINDE de brætspil. Jeg er en røvdårlig taber, og derfor bliver jeg også mobbet på det groveste, når jeg ikke vinder...så kan jeg jo se hvordan det er. Og det er ikke sjovt at blive tabermobbet, men det er sjovt at tabermobbe, og det skal der jo være plads til. You win some, you loose some.
Hold nu kæft en halvkedelig historie om min uge. Sorry. Sådan går det når man trænger til at skrive, men har en jævnt kedelig hverdag.
Ej, hvor var det skønt at vågne til forårsblå himmel i går. Forår forår forår. Jeg glemmer hvert år, hvor vidunderligt det er, men det er vel på sin vis også skønt med en årlig genfødsel af sind og krop. Huhej, hvor jeg dog foretrækker den lyse del af året.
Vildt dejlige M var morgenaktiv, så imens jeg lå og vågnede langsomt i b-menneske-tempo, støvsugede han Paladset og lavede stor morgensmoothie til sin gravide Cici. Ah! Sker ikke så tit, så jeg satser en daler på at han også er forårsramt. Jeg blev sgu glad. Fór op og i mit løbetøj (i bedste mening), fandt gulvspanden frem, lokkede M i sit løbetøj og vaskede mig så gennem soveværelse, badeværelse, stue og entre hen til hoveddøren, hvor vi bakkede ud og direkte i løbeskoene og ned af trappen. Hvad siger I så? Energisk og sporty søndag formiddag right? Ja, det var det så ikke. Fister kan ikke lide løb, og h*n har en direkte connection til mit underliv. Måske er jeg også faldet lidt af på den, sådan konditionsmæssigt (fra det ultrahøje niveau jeg jo normalt render rundt med), men udover vild åndenød blev min mave også helt hård og spændt. Ligesom når man skal tisse så meget, at hele maven gør nas. Fisteeeeer! Så jeg luntede lidt og gik lidt og gav lidt mine meget stramme løbebukser skylden. Som faktisk ikke er SÅ stramme.
Hjemme igen bagte jeg gulerodsboller, så de var klar til besøg af et vennepar og deres lille dreng. Herlige mennesker; særligt herlig lille fyr, som dog ikke er stille et sekund. Jeg spurgte Forældrene om måske han ville se tegnefilm, men han gider åbenbart slet ikke se fjernsyn. M og jeg er ellers ret enige om, at Fister ikke skal være sådan et barn som sidder og ser TV hele tiden og spiller computer...men altså lidt TV må h*n da godt kunne lide. Ikke for sådan at pacificere i timevis, men indimellem vil mor og far vel også gerne kunne sidde stille om så det indebærer Teletubbies eller Byggemand Bob. Den lille fyr var i stedet glad for pant, gulerodsboller, runde frugter og køkkenudstyr. Og han fik det hele, for Gud hvor var han sød.
Jeg har ugens roligste dag i dag. Har plantet mine småbitte tomat og chiliplanter i lidt større beholdere. Nu står de i vindueskarmen og kigger spændt ud på forårssolen. Jeg tror, at de ligesom jeg håber, at solen snart får varmet luften tilstrækkeligt op til, at man kan begynde at overveje at lade jakken blive hjemme. Bare lige lidt. Og så planterne kan komme ud på altanen.
Jeg skal til gravid-motion og yoga i denne uge. Tirsdag og torsdag. Det er jo også en slags holden-sig-i-gang, og det skal bare gøres. Det er nu også meget rart, når man er der. Min søster har vundet en formue til et spisested, så hun kommer med aftensmad i morgen. Nice, si'r jeg bare. Jeg har lokket hende herhen for at prøve min brudekjole; den skal gerne sælges, men mangler lige et par sting hist og her, og jeg kan jo ikke selv være i den længere. Tænk hvis hun ser smukkere ud i den, end jeg gjorde? Så tager jeg sgu ikke hendes ansigt med på billederne (for hun er dælme smuk).
Onsdag er der nakkefoldsscanning. Spændende! Vi skal se søde Fister, og forhåbentlig høre at h*n ser helt kromosomnormal ud. Måske den vinker igen? Jeg glæder mig. M har fri hele dagen og vi skal på restaurant om aftenen. Dejlig bryllupsgavemiddag, som trænger til at blive indløst. OG - om alt går vel - kan vi release the baby-bomb, og fortælle Gud og hvermand at der er Fister i min mave. No more lies.
Torsdag kommer dem fra coaching på besøg, så vi kan øve. Jeg har planer om at bage noget lækkert. Lige nu er det min intention - spørg mig torsdag om det lykkes.
Fredag har jeg også gode intentioner for. Vi skal i bio hele familien. SÅ hyggeligt. Det er min søsters initiativ, og jeg har smidt en tapasmenu-på-forårseftermiddag med i ligningen. Mummy har købt hvidvin med og uden alkohol og jeg tror det bliver en megadejlig dag.
Lørdag skal M og jeg hver for sig mødes med venner. Åh, hvor jeg glæder mig til at sige til mine gode buddies, at jeg skal være mor. Det er altså store sager. Jeg håber, de bliver glade. Så får de også set mig øl-og-vin-fri, men forhåbentlig ikke helt ammehjerneagtig endnu; thi jeg har det bedst med at VINDE de brætspil. Jeg er en røvdårlig taber, og derfor bliver jeg også mobbet på det groveste, når jeg ikke vinder...så kan jeg jo se hvordan det er. Og det er ikke sjovt at blive tabermobbet, men det er sjovt at tabermobbe, og det skal der jo være plads til. You win some, you loose some.
Hold nu kæft en halvkedelig historie om min uge. Sorry. Sådan går det når man trænger til at skrive, men har en jævnt kedelig hverdag.
Vinke-Fister/desperat oprydning
Mandag d. 5. marts 2012
Jeg har ret meget alenetid i øjeblikket. Bare mig og mit hoved. Og inde i mit hoved bor der en lille hjerne, som er blevet overordentlig effektiv til at tænke. Tænke tænke tænke. Det er vel et ok udgangspunkt. Det er i hvert fald deroppe kreativiteten og viljefastheden opstår. Løsningerne, ordene, eftertænksomheden, værdierne, mulighederne...men det er også deroppe bekymringerne opstår. Analyserne, farerne, tvivlen og når den er helt galt med stressen bor angsten også deroppe.
Men det er ikke angsten jeg vil fortælle om, det er bekymringerne. Tænk sig at gå og være så lykkelig og taknemmelig over den lille Fister og at så Hjernen skal komme og sige:
-"Jaaahmen, hvad nu hvis? Hvis Fister er stoppet med at blive en baby? Det kan man jo ikke mærke. Slet ikke når ens grimme graviditetssymptomer sådan har valgt at give slip".
Men Hjernen siger også:
-"Vær nu positiv og hids dig nu ned og du kan jo ikke gøre noget alligevel".
Tarvelige Hjerne, kan den bestemme sig? Eller i det mindste være kvik nok til at lade det positive overstige tvivlen. Næh! Det kan den ikke altid.
Så i fredags vågnede jeg og lagde lige mine hænder på maven, som sgu var helt flad! Ad, flad mave; hvem har nogensinde ønsket sig det! Så blev jeg sådan lidt morgensur.
Resten af dagen gik med dét der coaching/selvudviklings-halløj med de gode med-kursister. Hjemme igen om eftermiddagen, ville Hjernen liiiiige tjekke indernetted for at se, hvordan det går i de dér debatforaer, hvor andre mummies også har termin i september. Og lur mig om ikke der var endnu én stakkels gravid, som havde været til scanning og fundet et foster uden hjerteslag. Fuck nej altså! Det er sgu sket for alt for mange - også i min omgangskreds.
Jeg gider ikke høre mere om, at "du skal da bare være glad for at du ikke har nogen symptomer og SELVFØLGELIG er alting ok". Det ved man sgu da ikke?! Lad mig dog lige snakke om det; er det da en helt latterlig bekymring?
Jeg gad i hvert fald ikke rende rundt med de tanker mere, hvis jeg kunne blive fri, så på det herlige indernet fandt jeg også en scanningsklinik lige på den anden side af broen, hvor man bare kunne møde op og for den nette sum af 200 kr. se sin lille baby i ultralydsudgaven. Hip hurra! Så jeg ringede til M og sagde, at "NU går vi altså derned. Ligeså snart du er hjemme fra job, hr". Og det gjorde vi så. Og derinde i min mave lå en vild lille Fister og rodede rundt. Den blinkede med sit hjerte og vinkede med sin arm og på dens alienformede hoved kunne vi se et fint næseben. Nøj, hvor er det altså de bedste 200 kr. jeg længe har brugt. Hej Hej Fister, vi glæder os så meget til at lære dig at kende.
Med den nyfundne energi og bevidstheden om at der rent faktisk ER en lille vild baby derinde i min mave (som overhovedet ikke er en skid flad), gik Hjernen åbenbart i yderligere oprydningskoma. Det er normalt IKKE en evne jeg sådan bærer rundt på, men pludselig skulle alt bare lissom i orden. Det startede faktisk allerede torsdag, da jeg egenhændigt kørte i gør-det-selv-HTH og købte indvendige køkken-skuffer for at optimere vores sparsomme køkkenplads. Skruede selv lige sagerne sammen og i køkkenskabene; haps! Måske skulle jeg prøve at nærlæse brugsanvisningen først en anden gang - i stedet for at tænke, at den slags finder jeg jo ud af hen ad vejen, og at jeg i virkeligheden er lidt klogere end den anvisning. Det viser sig gang på gang, at det er jeg så ikke. Men altså skufferne hænger der nu og fungerer smukt, og man kan slet ikke se de ekstra huller jeg lige fik boret i køkkenskabet, så næsten-no-harm-done.
Over weekenden gik så oprydnings-og-gem-ting-vi-i-virkeligheden-ikke-bruger-manien op i gear. Kasser kasser kasser kasser. Og stakkels M er blevet sat i sving, med alvorssamtaler om at hvis vi skal være en familie, så må vi altså til at være lidt på forkant med det rod. Og bønner om, at det som vi kun bruger sjældent måske kunne bo i kælderen indtil vi en dag flytter i noget større...Det er lykkedes nogenlunde, og meget snart vil jeg formentlig opdage, at jeg nu ikke kan finde noget som helst. Men altså...vores seng er redt for 3. dag i træk. Det er sgu en særlig tid.
Jeg har ret meget alenetid i øjeblikket. Bare mig og mit hoved. Og inde i mit hoved bor der en lille hjerne, som er blevet overordentlig effektiv til at tænke. Tænke tænke tænke. Det er vel et ok udgangspunkt. Det er i hvert fald deroppe kreativiteten og viljefastheden opstår. Løsningerne, ordene, eftertænksomheden, værdierne, mulighederne...men det er også deroppe bekymringerne opstår. Analyserne, farerne, tvivlen og når den er helt galt med stressen bor angsten også deroppe.
Men det er ikke angsten jeg vil fortælle om, det er bekymringerne. Tænk sig at gå og være så lykkelig og taknemmelig over den lille Fister og at så Hjernen skal komme og sige:
-"Jaaahmen, hvad nu hvis? Hvis Fister er stoppet med at blive en baby? Det kan man jo ikke mærke. Slet ikke når ens grimme graviditetssymptomer sådan har valgt at give slip".
Men Hjernen siger også:
-"Vær nu positiv og hids dig nu ned og du kan jo ikke gøre noget alligevel".
Tarvelige Hjerne, kan den bestemme sig? Eller i det mindste være kvik nok til at lade det positive overstige tvivlen. Næh! Det kan den ikke altid.
Så i fredags vågnede jeg og lagde lige mine hænder på maven, som sgu var helt flad! Ad, flad mave; hvem har nogensinde ønsket sig det! Så blev jeg sådan lidt morgensur.
Resten af dagen gik med dét der coaching/selvudviklings-halløj med de gode med-kursister. Hjemme igen om eftermiddagen, ville Hjernen liiiiige tjekke indernetted for at se, hvordan det går i de dér debatforaer, hvor andre mummies også har termin i september. Og lur mig om ikke der var endnu én stakkels gravid, som havde været til scanning og fundet et foster uden hjerteslag. Fuck nej altså! Det er sgu sket for alt for mange - også i min omgangskreds.
Jeg gider ikke høre mere om, at "du skal da bare være glad for at du ikke har nogen symptomer og SELVFØLGELIG er alting ok". Det ved man sgu da ikke?! Lad mig dog lige snakke om det; er det da en helt latterlig bekymring?
Jeg gad i hvert fald ikke rende rundt med de tanker mere, hvis jeg kunne blive fri, så på det herlige indernet fandt jeg også en scanningsklinik lige på den anden side af broen, hvor man bare kunne møde op og for den nette sum af 200 kr. se sin lille baby i ultralydsudgaven. Hip hurra! Så jeg ringede til M og sagde, at "NU går vi altså derned. Ligeså snart du er hjemme fra job, hr". Og det gjorde vi så. Og derinde i min mave lå en vild lille Fister og rodede rundt. Den blinkede med sit hjerte og vinkede med sin arm og på dens alienformede hoved kunne vi se et fint næseben. Nøj, hvor er det altså de bedste 200 kr. jeg længe har brugt. Hej Hej Fister, vi glæder os så meget til at lære dig at kende.
Med den nyfundne energi og bevidstheden om at der rent faktisk ER en lille vild baby derinde i min mave (som overhovedet ikke er en skid flad), gik Hjernen åbenbart i yderligere oprydningskoma. Det er normalt IKKE en evne jeg sådan bærer rundt på, men pludselig skulle alt bare lissom i orden. Det startede faktisk allerede torsdag, da jeg egenhændigt kørte i gør-det-selv-HTH og købte indvendige køkken-skuffer for at optimere vores sparsomme køkkenplads. Skruede selv lige sagerne sammen og i køkkenskabene; haps! Måske skulle jeg prøve at nærlæse brugsanvisningen først en anden gang - i stedet for at tænke, at den slags finder jeg jo ud af hen ad vejen, og at jeg i virkeligheden er lidt klogere end den anvisning. Det viser sig gang på gang, at det er jeg så ikke. Men altså skufferne hænger der nu og fungerer smukt, og man kan slet ikke se de ekstra huller jeg lige fik boret i køkkenskabet, så næsten-no-harm-done.
Over weekenden gik så oprydnings-og-gem-ting-vi-i-virkeligheden-ikke-bruger-manien op i gear. Kasser kasser kasser kasser. Og stakkels M er blevet sat i sving, med alvorssamtaler om at hvis vi skal være en familie, så må vi altså til at være lidt på forkant med det rod. Og bønner om, at det som vi kun bruger sjældent måske kunne bo i kælderen indtil vi en dag flytter i noget større...Det er lykkedes nogenlunde, og meget snart vil jeg formentlig opdage, at jeg nu ikke kan finde noget som helst. Men altså...vores seng er redt for 3. dag i træk. Det er sgu en særlig tid.
Selvudvikling/hyggefrokost med Mummy
Mandag d. 27. februar 2012
Så det dér stress, ikk? Det får man, når man er for dårlig til at lytte til kroppens signaler og reagere på det. Avs, jeg hader at være dårlig til noget - og derfor går jeg nu på et selvudviklingskursus. Ja, et selvudviklingskursus...af den fede slags jo. Og det er godt! Det ER det. Meget anderledes end den verden jeg er vant til; ret grænseoverskridende sådan at skulle meditere og røre sig og danse og dele ud af alt det, man har helt indeni. Men det er fandeme nice! Alle pengene værd (og det er faktisk temmeligt pricy - tak til M for lige at bakke op om det). Der er sgu endda en ekstragevinst ved den, jeg har fundet, for man får også alle coachingredskaberne med - jeg bliver en coach. Det er megaspændende. Det slukker tørsten efter også at forstå i min lille krævende knold. Jeg mærker efter og jeg forstår, hvad der sker - og jeg kan give det videre. Endelig endelig ENDELIG noget der både tager og giver energi. Når intenst arbejde betaler lidt igen. I LOVE IT.
Der sker noget mærkeligt i mit hoved, når jeg går ind i det rum dér, med de andre meget forskellige og meget skønne med-selvudviklings-elever. Der er plads til os. Allesammen. Vi kan arbejde sammen, selvom vi ser verden fra forskellige vinkler. Der er varmt og sjovt, og når man er ked af det eller bliver overrasket over sig selv, så er der ro og tid og åndelige krammere - og dét uden at det bliver for meget og for mystisk. Jeg under sgu et eller andet sted alle "os" business-peeps som farer rundt og skaber fremskridt og resultater og salg og nye målsætninger og sætter streger og godt lige kan tage lidt mere og lidt mere - at komme ind i sådan et rum. Derinde, hvor du bliver bliver "nødt til" (eller opfordret til) at sidde stille og blive utålmodig, hvor det vilde tankemylder indimellem bliver afløst af et helt klart og essentielt spørgsmål eller svar, hvor alle vil dig det bedste, hvor dejlig musik kan trække en enkelt tåre eller hvor vild musik hjælper til at få din krops rytmik til at fordøje din frokost. Og derinde hvor alle OGSÅ gerne vil videre, vil ud i verden, hvor målsætninger ændrer ens verden og hvor man genfinder sympatien og nysgerrigheden for "de andre". Hvor man skal kigge dybt og går lettet hjem. Jow, det dér højtravende pladder til selvudviklingskursus...det er eddermaneme noget der sparker røv. Det bliver et par spændende år og Cici bliver vist klogere. Nøj, hvor bliver det også sejt at kunne bruge på en arbejdsplads. Win-win-situation.
Min Mummy og jeg har det så skønt sammen. Så skønt som aldrig før, fordi vi lige ryddede lidt op i vores forhold for et år siden. Best thing we ever did! Vi griner meget mere nu, og hyggesnakker og stoler på hinanden, når vi snakker om de vigtige ting. I dag var vi sådan nogle, der gik ud og spiste frokost på cafe. Så sad vi dér med salater og colaer og snakkede om livets store og små spørgsmål. Og vi snakkede også om Fister og at vi glæder os. Mummy og Farmands venner skal også være bedsteforældre - og DE må godt fortælle det for deres datter, selvom vi har termin samtidig. Stakkels Mummy og Farmand...for de må ikke sige noget om Fister endnu. Hæhæhæ, så er det ikke kun mig der går rundt og lyver. Jeg er så glad, fordi de glæder sig så meget og fordi at de virkelig gør sig umage for at holde tæt. Det er dejligt at gå og have hemmeligheder sammen, men jeg kan godt forstå de gerne vil fortælle det til hele verden. Det vil jeg nemlig også...17 dage til den nakkefoldsscanning (det er faktisk ikke så lang tid som jeg lige havde i hovedet)
Så det dér stress, ikk? Det får man, når man er for dårlig til at lytte til kroppens signaler og reagere på det. Avs, jeg hader at være dårlig til noget - og derfor går jeg nu på et selvudviklingskursus. Ja, et selvudviklingskursus...af den fede slags jo. Og det er godt! Det ER det. Meget anderledes end den verden jeg er vant til; ret grænseoverskridende sådan at skulle meditere og røre sig og danse og dele ud af alt det, man har helt indeni. Men det er fandeme nice! Alle pengene værd (og det er faktisk temmeligt pricy - tak til M for lige at bakke op om det). Der er sgu endda en ekstragevinst ved den, jeg har fundet, for man får også alle coachingredskaberne med - jeg bliver en coach. Det er megaspændende. Det slukker tørsten efter også at forstå i min lille krævende knold. Jeg mærker efter og jeg forstår, hvad der sker - og jeg kan give det videre. Endelig endelig ENDELIG noget der både tager og giver energi. Når intenst arbejde betaler lidt igen. I LOVE IT.
Der sker noget mærkeligt i mit hoved, når jeg går ind i det rum dér, med de andre meget forskellige og meget skønne med-selvudviklings-elever. Der er plads til os. Allesammen. Vi kan arbejde sammen, selvom vi ser verden fra forskellige vinkler. Der er varmt og sjovt, og når man er ked af det eller bliver overrasket over sig selv, så er der ro og tid og åndelige krammere - og dét uden at det bliver for meget og for mystisk. Jeg under sgu et eller andet sted alle "os" business-peeps som farer rundt og skaber fremskridt og resultater og salg og nye målsætninger og sætter streger og godt lige kan tage lidt mere og lidt mere - at komme ind i sådan et rum. Derinde, hvor du bliver bliver "nødt til" (eller opfordret til) at sidde stille og blive utålmodig, hvor det vilde tankemylder indimellem bliver afløst af et helt klart og essentielt spørgsmål eller svar, hvor alle vil dig det bedste, hvor dejlig musik kan trække en enkelt tåre eller hvor vild musik hjælper til at få din krops rytmik til at fordøje din frokost. Og derinde hvor alle OGSÅ gerne vil videre, vil ud i verden, hvor målsætninger ændrer ens verden og hvor man genfinder sympatien og nysgerrigheden for "de andre". Hvor man skal kigge dybt og går lettet hjem. Jow, det dér højtravende pladder til selvudviklingskursus...det er eddermaneme noget der sparker røv. Det bliver et par spændende år og Cici bliver vist klogere. Nøj, hvor bliver det også sejt at kunne bruge på en arbejdsplads. Win-win-situation.
Min Mummy og jeg har det så skønt sammen. Så skønt som aldrig før, fordi vi lige ryddede lidt op i vores forhold for et år siden. Best thing we ever did! Vi griner meget mere nu, og hyggesnakker og stoler på hinanden, når vi snakker om de vigtige ting. I dag var vi sådan nogle, der gik ud og spiste frokost på cafe. Så sad vi dér med salater og colaer og snakkede om livets store og små spørgsmål. Og vi snakkede også om Fister og at vi glæder os. Mummy og Farmands venner skal også være bedsteforældre - og DE må godt fortælle det for deres datter, selvom vi har termin samtidig. Stakkels Mummy og Farmand...for de må ikke sige noget om Fister endnu. Hæhæhæ, så er det ikke kun mig der går rundt og lyver. Jeg er så glad, fordi de glæder sig så meget og fordi at de virkelig gør sig umage for at holde tæt. Det er dejligt at gå og have hemmeligheder sammen, men jeg kan godt forstå de gerne vil fortælle det til hele verden. Det vil jeg nemlig også...17 dage til den nakkefoldsscanning (det er faktisk ikke så lang tid som jeg lige havde i hovedet)
Oh the lies/træthed i konstant form
Mandag d. 20. februar 2012
Jeg er blevet en Master of Lies i den sidste måneds tid. Kan egentlig ikke lide det, men det går meget godt. Vi vil helst ikke fortælle om Fister til Gud og hver mand, før vi har været til den nakkefoldsscannning, og jeg går sgu hele tiden og er lidt smånervøs for om Fister nu udvikler sig rigtigt og stadig blinker med sit lille hjerte. Man hører jo så meget...
Men sært ser det ud når den ølglade sviger-Cici siger nej tak til øl og vin til sviger-fætters 18 års fødselsdag. Jeg skulle jo køre hjem, sagde vi. It worked.
Men så bliver der spurgt til dykningen på bryllupsrejsen
- "Var det fedt", "fik du dykket meget Cici", siger den søde og interesserede svigerfamilie.
Og DET gjorde jeg jo (siger vi så), og det var skønt, men desværre var jeg blevet forkølet lige den dag dér, hvor M var på turens fedeste hajdyk...
- "Åh dykning", siger svigeronklen, som skal med på prøvedyk "snarest", Cici skal bare lige arrangere det.
- "Jeg glæder mig sådan til at prøve det", fortsætter svigeronklen, "men bare tage det roligt, Cici, vi gør det, når du lige er faldet til ro og er kommet dig ovenpå fyring og stress, men SÅ skal vi også dykke".
In your dreams, tænker Cici, og nikker smilende, jaja prøvedyk i år - helt sikkert!
Og granfætteren - som blevet viet til sin skønne C en uge før os - skal nu være far. De har gerne villet fortælle familien om det før de dér 12 uger, så hele familien er helt på den anden ende. Og kunne det ikke være sjovt, hvis Granfætteren og Cici IGEN skulle følges ad på livets vej (som vi jo har gjort siden han blev født 2,5 måned efter mig)? JO det kunne - og I skulle bare vide, hvordan tilfældighederne igen har spillet os et puds, but I won't tell. Så I dag har jeg måttet lyve overfor den søde skønne-C, som skrev om den opdatering jeg havde skrevet på facebook om "et lille vidunder" var et hint til at vi skulle følges igen. "Øh nej skønne-C, vi VIL gerne have børn, men tager det stille og roligt, og det lille vidunder var nu bare en kammerats nyfødte prinsesse".
Du altforbarmende, hvor jeg dog har lyst til at skrive: DET ER BARE LØGN! VI SKAL FØLGES! 23 dage to go...
Der skal også lige lyde et hip hurra for at være konstant træt. Man har lige lyst til at tage sin nyvundne du-er-fyret-day-off og lave alt muligt. Rydde op, bage noget sundt, vaske tøj, være aktiv, rydde mere op...men jeg er så træt. Er det stress eller Fister som gør det? Måske har de rottet sig sammen. Synes i hvert fald at jeg er en sløv padde,og er derfor trods alt lidt tilfreds med, at jeg har været ude og lunte en tur. Må man løbe når man er gravid? Og spise rejer? Og drikke sodavand? Og spise usundt? Og sidde med benene oppe i sofaen hele dagen med sin dyne over sig og glo på serier i tv? 'Cause I do it all! I morgen har jeg en aftale udenfor...
Jeg er blevet en Master of Lies i den sidste måneds tid. Kan egentlig ikke lide det, men det går meget godt. Vi vil helst ikke fortælle om Fister til Gud og hver mand, før vi har været til den nakkefoldsscannning, og jeg går sgu hele tiden og er lidt smånervøs for om Fister nu udvikler sig rigtigt og stadig blinker med sit lille hjerte. Man hører jo så meget...
Men sært ser det ud når den ølglade sviger-Cici siger nej tak til øl og vin til sviger-fætters 18 års fødselsdag. Jeg skulle jo køre hjem, sagde vi. It worked.
Men så bliver der spurgt til dykningen på bryllupsrejsen
- "Var det fedt", "fik du dykket meget Cici", siger den søde og interesserede svigerfamilie.
Og DET gjorde jeg jo (siger vi så), og det var skønt, men desværre var jeg blevet forkølet lige den dag dér, hvor M var på turens fedeste hajdyk...
- "Åh dykning", siger svigeronklen, som skal med på prøvedyk "snarest", Cici skal bare lige arrangere det.
- "Jeg glæder mig sådan til at prøve det", fortsætter svigeronklen, "men bare tage det roligt, Cici, vi gør det, når du lige er faldet til ro og er kommet dig ovenpå fyring og stress, men SÅ skal vi også dykke".
In your dreams, tænker Cici, og nikker smilende, jaja prøvedyk i år - helt sikkert!
Og granfætteren - som blevet viet til sin skønne C en uge før os - skal nu være far. De har gerne villet fortælle familien om det før de dér 12 uger, så hele familien er helt på den anden ende. Og kunne det ikke være sjovt, hvis Granfætteren og Cici IGEN skulle følges ad på livets vej (som vi jo har gjort siden han blev født 2,5 måned efter mig)? JO det kunne - og I skulle bare vide, hvordan tilfældighederne igen har spillet os et puds, but I won't tell. Så I dag har jeg måttet lyve overfor den søde skønne-C, som skrev om den opdatering jeg havde skrevet på facebook om "et lille vidunder" var et hint til at vi skulle følges igen. "Øh nej skønne-C, vi VIL gerne have børn, men tager det stille og roligt, og det lille vidunder var nu bare en kammerats nyfødte prinsesse".
Du altforbarmende, hvor jeg dog har lyst til at skrive: DET ER BARE LØGN! VI SKAL FØLGES! 23 dage to go...
Der skal også lige lyde et hip hurra for at være konstant træt. Man har lige lyst til at tage sin nyvundne du-er-fyret-day-off og lave alt muligt. Rydde op, bage noget sundt, vaske tøj, være aktiv, rydde mere op...men jeg er så træt. Er det stress eller Fister som gør det? Måske har de rottet sig sammen. Synes i hvert fald at jeg er en sløv padde,og er derfor trods alt lidt tilfreds med, at jeg har været ude og lunte en tur. Må man løbe når man er gravid? Og spise rejer? Og drikke sodavand? Og spise usundt? Og sidde med benene oppe i sofaen hele dagen med sin dyne over sig og glo på serier i tv? 'Cause I do it all! I morgen har jeg en aftale udenfor...
Fisters følger/lysere dage i kikkerten
Fredag d. 17. feb.
Åh Fister, som bor i min mave og i dag er ca. 9 uger gammel (eller 7...eller 9....eller hvorfor skal det være så mærkeligt at regne ud). Du er da en glædens lille bønne. Tak for overvældende træthed, tak for tilbagevendende kvalme, tak for mærkelige spisevaner, tak for hormonhysteri og tak for at jeg vågende op med næseblod i morges og nu sidder forventningsfuldt og venter på om blod KAN gå af det spritnye sengetøj. Og tak for at jeg skal passe på, hvad jeg siger, når jeg snakker med alle de mennesker, jeg holder af, fordi vi ikke vil afsløre dig endnu - og tak for at du gør mig lykkelig.
Synes nu nok, at det har været lige lovligt begivenhedsrigt siden du tegnede to streger på vores pind, Fister. For en måned siden sad vi lykkelige på en dykkerbåd i paradis og havde endelig fået en pause fra den overvældende stress, som bare ikke vil give slip på mig. For 18 dage siden var ferien slut og startede med en tur til lægen og en fyring fra mit job igennem 9 år. Ups and downs, sørgmodighed, lettelse og raseri. OG så dage fyldt med møder hist og her. Hos fagforeningen, lægen, på jobbet og undersøgelser af, hvad man gør, når man på en gang skal vide alt muligt om at være på sygedagpenge, dagpenge og barselsdagpenge og når man er blevet syg af sit job (eller af elendige ledere) og ikke gider at blive listet ud af bagdøren. Når den arbejdsplads man trods alt havde tiltro til og holdt af, viser sig at være fattig og kujonagtig og så fornærmet og stolt, at den hellere vil ødelægge mennesker end at tage beslutninger. De kalder det ledelsesretten...jeg afventer spørgende om den ikke også indebærer et ledelsesansvar?
Nå, det var det rasende. Det triste er farvellet til en stor flok meget afholdte kollegaer. Folk jeg har lært at kende igennem 9 år, og som jeg holder af, arbejder godt sammen med og griner med. Jeg håber, de passer godt på sig selv. Og lettelsen, som på gode dage får mig til at svæve over, at jeg ikke skal deltage i de syge spil, de ubehagelige 2 mod 1 møder og de latterlige grinende chef-ansigter så snart vi skal lade som om alting er godt... Jeg er fri af det. Jeg tabte mit fag, min økonomiske sikkerhed, mine kollegaer og til min arbejdsbetingede stress...men jeg solgte da i det mindste ikke min sjæl for ussel mammon og falske, overfladiske, rygklappende, kujonagtige stivnede smil med helt tørre tænder.
Der er Reba i tv, og jeg tror nok der er kørt 2 afsnit i baggrunden. I går sang hun for en baby og jeg var nødt til at slukke...det dér country huer ikke mine ører.
Åh Fister, som bor i min mave og i dag er ca. 9 uger gammel (eller 7...eller 9....eller hvorfor skal det være så mærkeligt at regne ud). Du er da en glædens lille bønne. Tak for overvældende træthed, tak for tilbagevendende kvalme, tak for mærkelige spisevaner, tak for hormonhysteri og tak for at jeg vågende op med næseblod i morges og nu sidder forventningsfuldt og venter på om blod KAN gå af det spritnye sengetøj. Og tak for at jeg skal passe på, hvad jeg siger, når jeg snakker med alle de mennesker, jeg holder af, fordi vi ikke vil afsløre dig endnu - og tak for at du gør mig lykkelig.
Synes nu nok, at det har været lige lovligt begivenhedsrigt siden du tegnede to streger på vores pind, Fister. For en måned siden sad vi lykkelige på en dykkerbåd i paradis og havde endelig fået en pause fra den overvældende stress, som bare ikke vil give slip på mig. For 18 dage siden var ferien slut og startede med en tur til lægen og en fyring fra mit job igennem 9 år. Ups and downs, sørgmodighed, lettelse og raseri. OG så dage fyldt med møder hist og her. Hos fagforeningen, lægen, på jobbet og undersøgelser af, hvad man gør, når man på en gang skal vide alt muligt om at være på sygedagpenge, dagpenge og barselsdagpenge og når man er blevet syg af sit job (eller af elendige ledere) og ikke gider at blive listet ud af bagdøren. Når den arbejdsplads man trods alt havde tiltro til og holdt af, viser sig at være fattig og kujonagtig og så fornærmet og stolt, at den hellere vil ødelægge mennesker end at tage beslutninger. De kalder det ledelsesretten...jeg afventer spørgende om den ikke også indebærer et ledelsesansvar?
Nå, det var det rasende. Det triste er farvellet til en stor flok meget afholdte kollegaer. Folk jeg har lært at kende igennem 9 år, og som jeg holder af, arbejder godt sammen med og griner med. Jeg håber, de passer godt på sig selv. Og lettelsen, som på gode dage får mig til at svæve over, at jeg ikke skal deltage i de syge spil, de ubehagelige 2 mod 1 møder og de latterlige grinende chef-ansigter så snart vi skal lade som om alting er godt... Jeg er fri af det. Jeg tabte mit fag, min økonomiske sikkerhed, mine kollegaer og til min arbejdsbetingede stress...men jeg solgte da i det mindste ikke min sjæl for ussel mammon og falske, overfladiske, rygklappende, kujonagtige stivnede smil med helt tørre tænder.
Der er Reba i tv, og jeg tror nok der er kørt 2 afsnit i baggrunden. I går sang hun for en baby og jeg var nødt til at slukke...det dér country huer ikke mine ører.
Blinkende bønne/den glade kvalme
7 feb. 2012
Man bliver åbenbart lidt umulig som gravid. Jeg havde ikke de store symptomer søndag og det meste af mandag, og SÅ måtte der jo være noget galt. Gik og blev helt nervøs og sagde til M, at jeg egentlig godt kunne tænke mig lidt kvalme, så jeg vidste at der var noget i gang inde i mavsen.
Mandag eftermiddag skulle vi til sådan en tidlig scanning, så vi lige kunne se at/om det hele så ud som det skulle. Sød scanningsjordmoder, som forklarede og var rolig og alt det mit urolige sind trængte til. Og dér på skærmen fandt vi en lille bønne på 1,13 cm. Det var faktisk ret tydeligt, at det var noget andet end alt det andet grå og sorte rundtom.
Det blev tjekket, at den anden ært man kunne se VAR en blommesæk og ikke en tvilling (...phew...) og jordmoderen og M kunne se at hjertet blinkede. Men Mommy her kunne ikke se en dyt.
-"Nejjj, se hvor fint", sagde de, "det ser jo helt rigtigt ud".
Jeg stirrede! En mor som ikke kan se sit eget barns hjerte, når alle de andre kan...det er jo et kønt udgangspunkt. Men jeg måtte gå til bekendelse, og sige at jeg altså ikke kunne se det. Men så sagde hende jordmoderen, at jeg skulle prøve at kigge ud på det andet grå og så kigge tilbage på Fister (bønnen), og så kunne jeg sgu egentlig godt se at der var et eller andet der lissom blinkede. Hvor fantastisk er det lige? Jeg har en blinkende fister i maven og det er M og jeg som har lavet den.
Hjemme igen var vi glade og ringede til de glade bedsteforældre. Så blev jeg træt og da M kom hjem fra fodbold var jeg blevet irriteret igen, fordi min ven kvalmen var vendt tilbage og gjorde mig sløv og utilpas. Og dér er det jo skønt at have en sød og forstående mand, som siger: "Men skat, det er jo en god ting. I går ønskede du jo, at du havde kvalme". En GOD ting? Nej, nu står verden ikke længere...må man da få lidt ynk, når man beder om det, tak!
Det er nu tirsdag morgen, og jeg har kvalme og drikker ingefær-the og spiser et æble. Det hjælper ikke...Men Fister blinker og det ER selvfølgelig kvalmen værd.
Man bliver åbenbart lidt umulig som gravid. Jeg havde ikke de store symptomer søndag og det meste af mandag, og SÅ måtte der jo være noget galt. Gik og blev helt nervøs og sagde til M, at jeg egentlig godt kunne tænke mig lidt kvalme, så jeg vidste at der var noget i gang inde i mavsen.
Mandag eftermiddag skulle vi til sådan en tidlig scanning, så vi lige kunne se at/om det hele så ud som det skulle. Sød scanningsjordmoder, som forklarede og var rolig og alt det mit urolige sind trængte til. Og dér på skærmen fandt vi en lille bønne på 1,13 cm. Det var faktisk ret tydeligt, at det var noget andet end alt det andet grå og sorte rundtom.
Det blev tjekket, at den anden ært man kunne se VAR en blommesæk og ikke en tvilling (...phew...) og jordmoderen og M kunne se at hjertet blinkede. Men Mommy her kunne ikke se en dyt.
-"Nejjj, se hvor fint", sagde de, "det ser jo helt rigtigt ud".
Jeg stirrede! En mor som ikke kan se sit eget barns hjerte, når alle de andre kan...det er jo et kønt udgangspunkt. Men jeg måtte gå til bekendelse, og sige at jeg altså ikke kunne se det. Men så sagde hende jordmoderen, at jeg skulle prøve at kigge ud på det andet grå og så kigge tilbage på Fister (bønnen), og så kunne jeg sgu egentlig godt se at der var et eller andet der lissom blinkede. Hvor fantastisk er det lige? Jeg har en blinkende fister i maven og det er M og jeg som har lavet den.
Hjemme igen var vi glade og ringede til de glade bedsteforældre. Så blev jeg træt og da M kom hjem fra fodbold var jeg blevet irriteret igen, fordi min ven kvalmen var vendt tilbage og gjorde mig sløv og utilpas. Og dér er det jo skønt at have en sød og forstående mand, som siger: "Men skat, det er jo en god ting. I går ønskede du jo, at du havde kvalme". En GOD ting? Nej, nu står verden ikke længere...må man da få lidt ynk, når man beder om det, tak!
Det er nu tirsdag morgen, og jeg har kvalme og drikker ingefær-the og spiser et æble. Det hjælper ikke...Men Fister blinker og det ER selvfølgelig kvalmen værd.
mandag den 5. marts 2012
Længe siden/helt nyt liv
4. feb. 2011
Okay så. Jeg gik lige kold i blogskrivning dengang i september, da jeg igen skulle starte på mit job, som viste sig at være ualmindelig svært at vide, hvad egentligt gik ud på. Det må man åbenbart ikke spørge om...
Men Pryllupet i oktober gik så uendeligt strålende. Altså, hvor er man begavet med skønne venner og en helt vidunderlig familie. Jeg holdt egentligt tårerne udmærket tilbage på dagen, omend mit meg't stylede ansigt indimellem krængede sig lidt sammen i en slags gråd-opvarmning...Men da vi så kom hjem klokken 5 om morgenen - efter at rest-festen bestående af lidt familie, lidt barndomsven og lidt nye venner fra begge sider havde trængt ind i baren og indbyrdes var blevet enige om at en efterfest med vinyl var uundgåelig - DA åbnede mine sluser sig. Så snart vi trådte ind ad døren derhjemme, så tudede og tudede og tudede jeg: "..hik...det er ikke fordi jeg er fuld, skat...hik...snøft...det er bare fordi....(snottrut i kleenex)...at der er så mange dejlige mennesker...snøft...og for VORES skyld". Og så tudede jeg også hele den næste dag. Måske jeg en dag kan vende tilbage til pryllupshistorier her på bloggen, skulle jeg mangle indslag.
Så kom januar og det blev tid til pryllupsrejsen (synes bare det lyder nice med P). Åhhh....sol og varme og dykning...og tid sammen. Jeg pakkede alt mit dykkerudstyr og skulle nærme mig de 100 dyk på denne ferie.
Først skulle vi til Dubai i 5 dage. Det var skønt, må jeg sige. Overdrevet, men skønt. Det er helt uhyggeligt så mange penge der må florere dér. Så ikke én gammel bil, alle var sådan nogle store smarte, dyre benzinslugere - én havde endda Hello Kitty på rattet (og så tænker jeg "konebil?"). Det kan der nok skrives mere om senere.
Torsdag skulle vi mod Maldiverne. Jeg siger lige om morgenen til ham min mand M:
-"Du, jeg går lige ud og tisser på en pind" (man må ikke dykke, hvis man er gravid).
Velvidende at jeg ikke var gravid, for jeg havde været så mega-stresset den seneste måned, at jeg flere gange var brudt hulkende sammen derhjemme pga. umulige chefer og stresssymptomer i fuldt flor.
Først glæder jeg mig over, at jeg var ret fiks til at ramme den pind snorlige med mit tis. Derefter synes jeg nu nok at der ret hurtigt viser sig en streg mere end normalt. Jeg går ud til M, som er ved at pakke og siger med hovedet den anden vej:
-"Nå, er du gravid, skat"?
Cici: "Øhm...det ku' altså godt se sådan ud".
Så pakkede han ikke mere.
Vi fejrer det lige med en tur (en løbetur, ikk) på løbebåndet...som man jo gør...(hva fanden?....jeg løber jo ikke engang jævnligt). Går ned i Dubai-apoteket og køber 2 graviditetstests mere og nogle gravi-vitaminer. Ja, og så var Fister jo pludselig bare dér og flyttet ind i min mave.
Vi tager storsmilende til Maldiverne.
Ankommet på paradis-øen siger personalet:
-"Ku I egentlig ikke tænke jer sådan en gratis tur på luksus-dykkerbad i 4 dage? Gratis dykning".
Nå, jo for DET er jo timing der er helt uhyggeligt tilfredsstillende. Her har man glædet dig i over 1 år til sin næste dykkerrejse PÅ MALDIVERNE, har indstillet sig på, at det jo koster penge, har misundt den kære kollega som viste dykkerbilleder fra hendes liveaboard i området i efteråret, har pakket alt sit gear, så der ikke er plads til mere i kufferten...Og så bliver man lige tilbudt en drømmetur med gratis undervandseventyr dagen efter man finder ud af, at man er gravid. Well...det ER jo den bedste grund til ikke at dykke, så jeg blev faktisk ikke en gang rigtigt bitter, og vi sagde ja tak. Det var sweet.
Min problem er nu, at jeg ikke har nogle billeder at uploade på FB, når alle derhjemme ved, at jeg har glædet mig stort til dykkereventyr. Vi har lånt nogle af en anden rejsende til løgnen, og mens M f.eks. var på det cool'este hajdyk, så læste jeg en bog eller to og drak vand og alkoholfrie øl i solen på en yacht i Maldiverne. Det er måske alligevel ikke rigtigt synd for mig. Fister opførte sig fint hele ferien igennem, og jeg kunne nøjes med ekstra træthed og lidt hiv og træk i mavsen.
Nu er jeg vist 7 uger henne, og er ikke helt forskånet mere. Jeg har opdaget kvalme bl.a., og kan slet ikke holde tanken om chokolade ud. I går fandt jeg ud af, at kvalme sagtens kan komme og gå flere gange dagligt og at det så er en dårlig idé at have hovedet nedad - og at min teenagetids næseblod er vendt tilbage for at ønske Fister velkommen. Ser man det...
Det var en dejlig pryllupsrejse. Og heldigvis for det - for da vi kom hjem, blev jeg straks kaldt ind på min arbejdsplads igennem 9 år, hvor de ventede spændt med en fyreseddel. Det skulle jo nødigt blive alt for hyggeligt...og man kan jo også bare lade være med at stille spørgsmål til sine ledere, eller ligefrem have forventninger om at de tager stilling til noget. Det er noget af det dummeste, man kan gøre, kan jeg nu godt se.
Men jeg beklager bare ikke rigtigt... jeg er eddertosset og fyldt med en god og lang historie om, hvordan det lykkedes en stor dansk arbejdsplads at ødelægge en fremragende medarbejder og i stedet for at indgå et samarbejde om at få hende på ret køl, lister man hende ud af bagdøren i stedet... Surt, at jeg ikke gider liste.
Okay så. Jeg gik lige kold i blogskrivning dengang i september, da jeg igen skulle starte på mit job, som viste sig at være ualmindelig svært at vide, hvad egentligt gik ud på. Det må man åbenbart ikke spørge om...
Men Pryllupet i oktober gik så uendeligt strålende. Altså, hvor er man begavet med skønne venner og en helt vidunderlig familie. Jeg holdt egentligt tårerne udmærket tilbage på dagen, omend mit meg't stylede ansigt indimellem krængede sig lidt sammen i en slags gråd-opvarmning...Men da vi så kom hjem klokken 5 om morgenen - efter at rest-festen bestående af lidt familie, lidt barndomsven og lidt nye venner fra begge sider havde trængt ind i baren og indbyrdes var blevet enige om at en efterfest med vinyl var uundgåelig - DA åbnede mine sluser sig. Så snart vi trådte ind ad døren derhjemme, så tudede og tudede og tudede jeg: "..hik...det er ikke fordi jeg er fuld, skat...hik...snøft...det er bare fordi....(snottrut i kleenex)...at der er så mange dejlige mennesker...snøft...og for VORES skyld". Og så tudede jeg også hele den næste dag. Måske jeg en dag kan vende tilbage til pryllupshistorier her på bloggen, skulle jeg mangle indslag.
Så kom januar og det blev tid til pryllupsrejsen (synes bare det lyder nice med P). Åhhh....sol og varme og dykning...og tid sammen. Jeg pakkede alt mit dykkerudstyr og skulle nærme mig de 100 dyk på denne ferie.
Først skulle vi til Dubai i 5 dage. Det var skønt, må jeg sige. Overdrevet, men skønt. Det er helt uhyggeligt så mange penge der må florere dér. Så ikke én gammel bil, alle var sådan nogle store smarte, dyre benzinslugere - én havde endda Hello Kitty på rattet (og så tænker jeg "konebil?"). Det kan der nok skrives mere om senere.
Torsdag skulle vi mod Maldiverne. Jeg siger lige om morgenen til ham min mand M:
-"Du, jeg går lige ud og tisser på en pind" (man må ikke dykke, hvis man er gravid).
Velvidende at jeg ikke var gravid, for jeg havde været så mega-stresset den seneste måned, at jeg flere gange var brudt hulkende sammen derhjemme pga. umulige chefer og stresssymptomer i fuldt flor.
Først glæder jeg mig over, at jeg var ret fiks til at ramme den pind snorlige med mit tis. Derefter synes jeg nu nok at der ret hurtigt viser sig en streg mere end normalt. Jeg går ud til M, som er ved at pakke og siger med hovedet den anden vej:
-"Nå, er du gravid, skat"?
Cici: "Øhm...det ku' altså godt se sådan ud".
Så pakkede han ikke mere.
Vi fejrer det lige med en tur (en løbetur, ikk) på løbebåndet...som man jo gør...(hva fanden?....jeg løber jo ikke engang jævnligt). Går ned i Dubai-apoteket og køber 2 graviditetstests mere og nogle gravi-vitaminer. Ja, og så var Fister jo pludselig bare dér og flyttet ind i min mave.
Vi tager storsmilende til Maldiverne.
Ankommet på paradis-øen siger personalet:
-"Ku I egentlig ikke tænke jer sådan en gratis tur på luksus-dykkerbad i 4 dage? Gratis dykning".
Nå, jo for DET er jo timing der er helt uhyggeligt tilfredsstillende. Her har man glædet dig i over 1 år til sin næste dykkerrejse PÅ MALDIVERNE, har indstillet sig på, at det jo koster penge, har misundt den kære kollega som viste dykkerbilleder fra hendes liveaboard i området i efteråret, har pakket alt sit gear, så der ikke er plads til mere i kufferten...Og så bliver man lige tilbudt en drømmetur med gratis undervandseventyr dagen efter man finder ud af, at man er gravid. Well...det ER jo den bedste grund til ikke at dykke, så jeg blev faktisk ikke en gang rigtigt bitter, og vi sagde ja tak. Det var sweet.
Min problem er nu, at jeg ikke har nogle billeder at uploade på FB, når alle derhjemme ved, at jeg har glædet mig stort til dykkereventyr. Vi har lånt nogle af en anden rejsende til løgnen, og mens M f.eks. var på det cool'este hajdyk, så læste jeg en bog eller to og drak vand og alkoholfrie øl i solen på en yacht i Maldiverne. Det er måske alligevel ikke rigtigt synd for mig. Fister opførte sig fint hele ferien igennem, og jeg kunne nøjes med ekstra træthed og lidt hiv og træk i mavsen.
Nu er jeg vist 7 uger henne, og er ikke helt forskånet mere. Jeg har opdaget kvalme bl.a., og kan slet ikke holde tanken om chokolade ud. I går fandt jeg ud af, at kvalme sagtens kan komme og gå flere gange dagligt og at det så er en dårlig idé at have hovedet nedad - og at min teenagetids næseblod er vendt tilbage for at ønske Fister velkommen. Ser man det...
Det var en dejlig pryllupsrejse. Og heldigvis for det - for da vi kom hjem, blev jeg straks kaldt ind på min arbejdsplads igennem 9 år, hvor de ventede spændt med en fyreseddel. Det skulle jo nødigt blive alt for hyggeligt...og man kan jo også bare lade være med at stille spørgsmål til sine ledere, eller ligefrem have forventninger om at de tager stilling til noget. Det er noget af det dummeste, man kan gøre, kan jeg nu godt se.
Men jeg beklager bare ikke rigtigt... jeg er eddertosset og fyldt med en god og lang historie om, hvordan det lykkedes en stor dansk arbejdsplads at ødelægge en fremragende medarbejder og i stedet for at indgå et samarbejde om at få hende på ret køl, lister man hende ud af bagdøren i stedet... Surt, at jeg ikke gider liste.
Abonner på:
Opslag (Atom)