Fredag d. 17. feb.
Åh Fister, som bor i min mave og i dag er ca. 9 uger gammel (eller 7...eller 9....eller hvorfor skal det være så mærkeligt at regne ud). Du er da en glædens lille bønne. Tak for overvældende træthed, tak for tilbagevendende kvalme, tak for mærkelige spisevaner, tak for hormonhysteri og tak for at jeg vågende op med næseblod i morges og nu sidder forventningsfuldt og venter på om blod KAN gå af det spritnye sengetøj. Og tak for at jeg skal passe på, hvad jeg siger, når jeg snakker med alle de mennesker, jeg holder af, fordi vi ikke vil afsløre dig endnu - og tak for at du gør mig lykkelig.
Synes nu nok, at det har været lige lovligt begivenhedsrigt siden du tegnede to streger på vores pind, Fister. For en måned siden sad vi lykkelige på en dykkerbåd i paradis og havde endelig fået en pause fra den overvældende stress, som bare ikke vil give slip på mig. For 18 dage siden var ferien slut og startede med en tur til lægen og en fyring fra mit job igennem 9 år. Ups and downs, sørgmodighed, lettelse og raseri. OG så dage fyldt med møder hist og her. Hos fagforeningen, lægen, på jobbet og undersøgelser af, hvad man gør, når man på en gang skal vide alt muligt om at være på sygedagpenge, dagpenge og barselsdagpenge og når man er blevet syg af sit job (eller af elendige ledere) og ikke gider at blive listet ud af bagdøren. Når den arbejdsplads man trods alt havde tiltro til og holdt af, viser sig at være fattig og kujonagtig og så fornærmet og stolt, at den hellere vil ødelægge mennesker end at tage beslutninger. De kalder det ledelsesretten...jeg afventer spørgende om den ikke også indebærer et ledelsesansvar?
Nå, det var det rasende. Det triste er farvellet til en stor flok meget afholdte kollegaer. Folk jeg har lært at kende igennem 9 år, og som jeg holder af, arbejder godt sammen med og griner med. Jeg håber, de passer godt på sig selv. Og lettelsen, som på gode dage får mig til at svæve over, at jeg ikke skal deltage i de syge spil, de ubehagelige 2 mod 1 møder og de latterlige grinende chef-ansigter så snart vi skal lade som om alting er godt... Jeg er fri af det. Jeg tabte mit fag, min økonomiske sikkerhed, mine kollegaer og til min arbejdsbetingede stress...men jeg solgte da i det mindste ikke min sjæl for ussel mammon og falske, overfladiske, rygklappende, kujonagtige stivnede smil med helt tørre tænder.
Der er Reba i tv, og jeg tror nok der er kørt 2 afsnit i baggrunden. I går sang hun for en baby og jeg var nødt til at slukke...det dér country huer ikke mine ører.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar