onsdag den 14. marts 2012

Blinkende bønne/den glade kvalme

7 feb. 2012

Man bliver åbenbart lidt umulig som gravid. Jeg havde ikke de store symptomer søndag og det meste af mandag, og SÅ måtte der jo være noget galt. Gik og blev helt nervøs og sagde til M, at jeg egentlig godt kunne tænke mig lidt kvalme, så jeg vidste at der var noget i gang inde i mavsen.
Mandag eftermiddag skulle vi til sådan en tidlig scanning, så vi lige kunne se at/om det hele så ud som det skulle. Sød scanningsjordmoder, som forklarede og var rolig og alt det mit urolige sind trængte til. Og dér på skærmen fandt vi en lille bønne på 1,13 cm. Det var faktisk ret tydeligt, at det var noget andet end alt det andet grå og sorte rundtom.
Det blev tjekket, at den anden ært man kunne se VAR en blommesæk og ikke en tvilling (...phew...) og jordmoderen og M kunne se at hjertet blinkede. Men Mommy her kunne ikke se en dyt.
-"Nejjj, se hvor fint", sagde de, "det ser jo helt rigtigt ud".
Jeg stirrede! En mor som ikke kan se sit eget barns hjerte, når alle de andre kan...det er jo et kønt udgangspunkt. Men jeg måtte gå til bekendelse, og sige at jeg altså ikke kunne se det. Men så sagde hende jordmoderen, at jeg skulle prøve at kigge ud på det andet grå og så kigge tilbage på Fister (bønnen), og så kunne jeg sgu egentlig godt se at der var et eller andet der lissom blinkede. Hvor fantastisk er det lige? Jeg har en blinkende fister i maven og det er M og jeg som har lavet den.

Hjemme igen var vi glade og ringede til de glade bedsteforældre.  Så blev jeg træt og da M kom hjem fra fodbold var jeg blevet irriteret igen, fordi min ven kvalmen var vendt tilbage og gjorde mig sløv og utilpas. Og dér er det jo skønt at have en sød og forstående mand, som siger: "Men skat, det er jo en god ting. I går ønskede du jo, at du havde kvalme". En GOD ting? Nej, nu står verden ikke længere...må man da få lidt ynk, når man beder om det, tak!
Det er nu tirsdag morgen, og jeg har kvalme og drikker ingefær-the og spiser et æble. Det hjælper ikke...Men Fister blinker og det ER selvfølgelig kvalmen værd.

Ingen kommentarer: