Var på loppemarked i weekenden med et par piger. Vi havde ryddet op i skabet og solgte uhyre billigt ud af lækre sager - underligt nok fik vi ikke udsolgt. Men det var sjovt nok, dejligt at se en masse forskellige mennesker, prutte om priser og se ens overforbrug blive genbrugt (i det mindste). Der er sådan nogle prof kræmmere på sådan nogle loppemarkeder. Det forstår jeg ikke helt...de kommer med tøjstativer med helt nyt tøj, flere styks af samme slags, nye sko, slikbutik og den slags. Altså det er jo fint nok, men jeg er for naiv til at helt forstå det. Må man godt det? Altså betaler man så skat af at være kræmmer, eller er det bare fritidssysler fordi man mødte en flink syerske på sin sidste rejse til asien, som man har slået en handel af med? Måske syer de selv? Men til de priser kan det da ikke være en god forretning?!
Flere af de garvede var også på lur allerede inden markedet åbnede - rodede i vores ting, imens vi stillede det hele op. Igen - vi vil jo gerne sælge lortet, så any eyes are good eyes, men jeg følte mig lidt på bagkant af kræmmerkulturen. "Hej du, hvad laver du? Er klokken 10? Næh - hvem er du egentlig?".
Nå, men SÅ mange gæster var der altså heller ikke, og INGEN af dem der dukkede op fattede interesse for min ellers billige kogebog "FATTIG RØVENS GREATEST HITS" af Rolf Lund. Endnu en gåde...der er endda byttemærke på (fra 2004). Vi valgte i stedet af få læst op af Rolfs visdomsord og fandt ud af, at det vel er en slags komik-kogebog. Jeg skyder i øvrigt Rolf til at have ingeniør-tendenser. Her er visdom om madmægde overfor antal af gæster:
"Jeg har holdt foredrag med efterfølgende madlavning til grupper af pensionister og har måttet tage halvdelen med hjem igen, og jeg har lavet mad på en træningslejr for langrendsløbere og set på, at rub og stub blev spist - på trods af, at jeg mente, jeg havde taget højde for forskellene i appetit. (...) Netop til træningslejre vil der være en tendens til, at aftensmåltidet bliver enormt, idet mange undlader at spise særligt meget i løbet af dagen for at kunne klare mange timers træning uden ubehag, men det er en helt anden historie".
Se hvordan der lige bliver sneget lidt ekstra viden ind med en portion mad her. Det er kvikt! Og her står man tilbage, hungrende efter den helt anden historie om, hvorfor fa'en man ikke spiser ret meget inden man skal på lang træningstur. Rolf fortsætter i samme kapitel:
"Lad os sige at du skal i sommerhus med nogle gode venner og skal stå for aftensmåltid for 8 personer. Køkkenet er primitivt, og du beslutter at lave det hele hjemmefra. Medbring f.eks.:
2 L gryderet, frosset ned i 2 mælkekartoner (???!!)
600 g. gris og et hjemmebagt italiensk brød
Salat til en stor skål
En nem dessert
(...)
Hvis det er pensionister, kan du næsten halvere mængden - dog ikke på desserten (dvs. lidt over een mælkekarton gryderet - måske en stor og en kaffefløde). Er det hårdt trænede unge mænd kan du roligt tage en halv gang mere. Det er da nemt at stå for husholdningen, ikke?"
Jo - det har aldrig været nemmere. Jeg er så glad for, at jeg ikke fik solgt den bog og kunne godt finde på at gengive yderligere genialiteter fra den her på bloggen (opskrifterne er faktisk ikke så ringe, tror jeg).
tirsdag den 24. april 2012
torsdag den 19. april 2012
TMY-torsdag/om tandlæger
Jeg har udskudt det længe - min tandlægetur. Ikke at jeg er en skid bange for tandlæger, det er bare alt det stress dér, som lige gjorde mig immun overfor de breve, der ikke var meget nødvendige, så jeg fik aldrig bestilt en tid.
Men nu er det klaret. Min tandlæge-dame er sød, og hun sagde, at hun synes næsten ikke man kunne se på mig, at jeg var i 19. uge med Fister. TAK, søde tandlæge, måske er det smiger, men det lykkes. I hvert fald fik du lov til både at bore i min tand og sende mig en regning i en størrelsesorden, som sikkert er fair, men som gør at min konto forbløder. Det er ok - du synes ikke, jeg er tyk:)
Men tandlæger...jeg har haft en del med dem at gøre i de dér skoleår. Havde først nakketræk, så togskinner og så den dér gennemsigtige satan, som bare var lidt klam. Alligevel har jeg aldrig rigtigt været bange for dem.
Nu var min første skoletandlæge også en flink dame, og jeg var en afslappet patient. Jeg husker en gang hvor hun pev: "Ciciiii, Ciciii....du bider i min finger". Så slap jeg pænt, som det artige barn jeg var.
Derefter kom ham bøjletandlægen ind i billedet. Han kom anstigende et par gange om måneden fra en større skole for at tilse sognets skæve børnetænder. Han var en slags tandlægemonster. Av, hvor han strammede til og limede og fiksede og reparerede i kæften på én. Men værst var det den dag, hvor jeg havde en mælketand, som bare ikke ville ryge ud. Den sad godt fast. Han spurgte om han måtte hive den ud, jeg sagde ja - for jeg havde fået fjernet et par tænder før og vidste, at det dér bedøvelse skulle jeg nok klare. Men bøjletandlæger bruger ikke noget så barnligt som bedøvelse...de tager bare fat i tanden og hiver til... Av for helvede, tænkte jeg og var tapper og stille i tandlægestolen, imens mit tandkød blødte og blødte. Jeg stolede ikke helt på ham i de kommende år med alskens slags tandretningsudstyr...
Gad vide om andre, har haft lykkelige forhold til deres bøjletandlæger...
Men nu er det klaret. Min tandlæge-dame er sød, og hun sagde, at hun synes næsten ikke man kunne se på mig, at jeg var i 19. uge med Fister. TAK, søde tandlæge, måske er det smiger, men det lykkes. I hvert fald fik du lov til både at bore i min tand og sende mig en regning i en størrelsesorden, som sikkert er fair, men som gør at min konto forbløder. Det er ok - du synes ikke, jeg er tyk:)
Men tandlæger...jeg har haft en del med dem at gøre i de dér skoleår. Havde først nakketræk, så togskinner og så den dér gennemsigtige satan, som bare var lidt klam. Alligevel har jeg aldrig rigtigt været bange for dem.
Nu var min første skoletandlæge også en flink dame, og jeg var en afslappet patient. Jeg husker en gang hvor hun pev: "Ciciiii, Ciciii....du bider i min finger". Så slap jeg pænt, som det artige barn jeg var.
Derefter kom ham bøjletandlægen ind i billedet. Han kom anstigende et par gange om måneden fra en større skole for at tilse sognets skæve børnetænder. Han var en slags tandlægemonster. Av, hvor han strammede til og limede og fiksede og reparerede i kæften på én. Men værst var det den dag, hvor jeg havde en mælketand, som bare ikke ville ryge ud. Den sad godt fast. Han spurgte om han måtte hive den ud, jeg sagde ja - for jeg havde fået fjernet et par tænder før og vidste, at det dér bedøvelse skulle jeg nok klare. Men bøjletandlæger bruger ikke noget så barnligt som bedøvelse...de tager bare fat i tanden og hiver til... Av for helvede, tænkte jeg og var tapper og stille i tandlægestolen, imens mit tandkød blødte og blødte. Jeg stolede ikke helt på ham i de kommende år med alskens slags tandretningsudstyr...
Gad vide om andre, har haft lykkelige forhold til deres bøjletandlæger...
torsdag den 12. april 2012
Tell me yours-torsdag/om at kende kønnet
En uge er gået og den tog lige påsken med sig. En påske i familiens tegn, på godt og ondt. Hvorfor er familier så komplekse? Hvorfor skal umiddelbart gode nyheder have så mange skyggesider, og hvorfor består familie nogle gange af individer som ikke vil indse, at deres handlinger har indflydelse på familiens ve og vel?
Familier! For det meste er jeg helt vild med dem, al den kærlighed, hygge og samhørighed. Hvor er jeg dog glad for at mine allernærmeste også ER mine nærmeste.
Påsken hørte også i babyernes tegn. Vi fik besøgt en lille een og en lidt større een. Og lad mig da så lige glædes helt ind i det inderste af hjertet over barnelatter. Årh ja, hvor er det bare hysterisk skønt.
Men mest spændende af alt, så ved vi nu, at Fister er en dreng. En dreng - en dreng - en dreng. Som en veninde skrev: "nu ved vi sådan rigtigt, at Fister er "nogen". Han er en dreng, med den fineste rygrad, lange flotte ben, et blinkende hjerte og en vild hjertelyd - og der er liv i ham, vores skønne lille søn i min mave.
Jeg er så overpylret lykkelig lige nu, og det passer mig så ovenud godt, at vi skal starte med en dreng. Tror også at den kommende morfar blev meget glad - "der er sgu også for mange piger i den familie" sagde han i hvert fald, and who can blame him. Der er drama nok til en underholdende blog de næste 10 år i min familie. Nu kommer der sgu en knægt og i dag har han allerede fået et par sparkedragter (man MÅ godt, når man lige har fået at vide, hvad for een man venter) - selvfølgelig med dyr på. Det bliver en "dykker-fodbold-vild med dyr-Stewie Wonder-og-Muse-loving-lidt nørdet" lille Fister - tror vi. Så må han lære det med biler hos morfar og computere hos sin onkel.
Jeg har været lidt bange for, at det skulle være en pige. Jeg er nemlig slet, slet ikke vildt med lyserød og prinsesser og heste, og jeg kan ikke finde ud af at sætte yndigt tøj sammen og den slags, og tænk sig hvis vi fik en pige-pige. Jeg er sikker på, at hun ville være jordens dejligste pige, men tænk hvis hun blev lidt kikset som sin mor, fordi at mummy bare ikke lige fattede det? Så helt ærligt - nu siger jeg det man ikke må sige - jeg er faktisk lidt lettet over at Fister har en diller. Mest af alt er jeg selvfølgelig lykkelig over, at han så ud til at have det som blommen i et æg, rask og vild og vores.
Mon andre har haft små præferencer? Og er blevet helt pylret af kønsscanninger? Og købte tøj så hurtigt?
Familier! For det meste er jeg helt vild med dem, al den kærlighed, hygge og samhørighed. Hvor er jeg dog glad for at mine allernærmeste også ER mine nærmeste.
Påsken hørte også i babyernes tegn. Vi fik besøgt en lille een og en lidt større een. Og lad mig da så lige glædes helt ind i det inderste af hjertet over barnelatter. Årh ja, hvor er det bare hysterisk skønt.
Men mest spændende af alt, så ved vi nu, at Fister er en dreng. En dreng - en dreng - en dreng. Som en veninde skrev: "nu ved vi sådan rigtigt, at Fister er "nogen". Han er en dreng, med den fineste rygrad, lange flotte ben, et blinkende hjerte og en vild hjertelyd - og der er liv i ham, vores skønne lille søn i min mave.
Jeg er så overpylret lykkelig lige nu, og det passer mig så ovenud godt, at vi skal starte med en dreng. Tror også at den kommende morfar blev meget glad - "der er sgu også for mange piger i den familie" sagde han i hvert fald, and who can blame him. Der er drama nok til en underholdende blog de næste 10 år i min familie. Nu kommer der sgu en knægt og i dag har han allerede fået et par sparkedragter (man MÅ godt, når man lige har fået at vide, hvad for een man venter) - selvfølgelig med dyr på. Det bliver en "dykker-fodbold-vild med dyr-Stewie Wonder-og-Muse-loving-lidt nørdet" lille Fister - tror vi. Så må han lære det med biler hos morfar og computere hos sin onkel.
Jeg har været lidt bange for, at det skulle være en pige. Jeg er nemlig slet, slet ikke vildt med lyserød og prinsesser og heste, og jeg kan ikke finde ud af at sætte yndigt tøj sammen og den slags, og tænk sig hvis vi fik en pige-pige. Jeg er sikker på, at hun ville være jordens dejligste pige, men tænk hvis hun blev lidt kikset som sin mor, fordi at mummy bare ikke lige fattede det? Så helt ærligt - nu siger jeg det man ikke må sige - jeg er faktisk lidt lettet over at Fister har en diller. Mest af alt er jeg selvfølgelig lykkelig over, at han så ud til at have det som blommen i et æg, rask og vild og vores.
Mon andre har haft små præferencer? Og er blevet helt pylret af kønsscanninger? Og købte tøj så hurtigt?
torsdag den 5. april 2012
Tell me yours-torsdag/om cravings
Kunne godt gå hen og blive årets sørgerligste indlæg det her, for jeg tror ikke jeg får ret meget respons på min nye idé, men man skal jo starte et sted.
Tell me yours-torsdag går ud på, at jeg fortæller om et eller andet semi-tåbeligt fra mit liv og ønsker mig eventuelle læseres tilsvarende historier i kommentarfeltet.
I dag har jeg haft cravings. Af den slags hvor jeg bliver lidt rundt på gulvet og så lidt flov.
Først læste jeg på nettet ordet "Sismofytter" og jeg MÅTTE bare have dem. Jeg vælger at give graviditeten skylden, men tror helt ærligt bare, det skyldes et dybtliggende sismofyt-savn, som blev vagt til live.
Manden drog til fodbold og jeg drog på sismofyt-jagt. Nu er det jo påske, så jeg luskede først ned i 7-eleven, hvor der ikke var held på slikhylden. Så måtte jeg i den C-butik dér (coop-halløj) og lede. Nope, der var masser af slik, men ingen sismofytter. Jeg købte bare noget andet blandet slik så, for at dulme nerverne, og så købte jeg også et blad med kryds-og-tværs. Jeg er jo netop rundet 381 år og min hjerne begyndte straks at komme med små løgnehistorier, hvis nu at en eller anden i butikken kiggede mærkeligt på mig; "jaaah, men det er til éen som er syg"-agtige løgne, fordi jeg var flov over at have mig et kryds og tværs blad. Sandheden er, at jeg har arvet noget blade fra min mor, som jeg ikke gad læse, men jeg fandt den anden dag en kryds og tværs i en af dem og tænkte: "ahh, what the hell", og det var sgu meget godt tidsfordriv. Tiden gik og min hjerne arbejdede - og tid har jeg jo lidt rigeligt af i øjeblikket. Sådan gik det til, at jeg på en uge gik fra at være sidst i 20'erne til langt over pensionsalderen.
Nå, men cravings. Da jeg så stod ved skranken med blandet slik og blad og var ved at betale, så jeg at de havde franske hotdogs. Og SÅ fik jeg skidemeget lyst det DET. Men jeg havde alligevel ikke lyst til at virke så spontan omkring ristede pølser, at jeg skulle udbryde: "arj, ved du hvad, stik mig lige sådan en fransk dér nu jeg er her", så jeg luskede bare videre. I stedet gik jeg lige ned i den 7-eleven, hvor jeg mindre end et kvarter tidligere havde stået og gloet håbløst på slikhylden og smilet pænt, da jeg hurtigt forlod butikken. Dér købte jeg min franske hotdog, og den var tør og virkelig gennemristet, men smagte skønt i forårsolen alligevel.
Hvordan kringler andre mod spontane mad-cravings?
Tell me yours-torsdag går ud på, at jeg fortæller om et eller andet semi-tåbeligt fra mit liv og ønsker mig eventuelle læseres tilsvarende historier i kommentarfeltet.
I dag har jeg haft cravings. Af den slags hvor jeg bliver lidt rundt på gulvet og så lidt flov.
Først læste jeg på nettet ordet "Sismofytter" og jeg MÅTTE bare have dem. Jeg vælger at give graviditeten skylden, men tror helt ærligt bare, det skyldes et dybtliggende sismofyt-savn, som blev vagt til live.
Manden drog til fodbold og jeg drog på sismofyt-jagt. Nu er det jo påske, så jeg luskede først ned i 7-eleven, hvor der ikke var held på slikhylden. Så måtte jeg i den C-butik dér (coop-halløj) og lede. Nope, der var masser af slik, men ingen sismofytter. Jeg købte bare noget andet blandet slik så, for at dulme nerverne, og så købte jeg også et blad med kryds-og-tværs. Jeg er jo netop rundet 381 år og min hjerne begyndte straks at komme med små løgnehistorier, hvis nu at en eller anden i butikken kiggede mærkeligt på mig; "jaaah, men det er til éen som er syg"-agtige løgne, fordi jeg var flov over at have mig et kryds og tværs blad. Sandheden er, at jeg har arvet noget blade fra min mor, som jeg ikke gad læse, men jeg fandt den anden dag en kryds og tværs i en af dem og tænkte: "ahh, what the hell", og det var sgu meget godt tidsfordriv. Tiden gik og min hjerne arbejdede - og tid har jeg jo lidt rigeligt af i øjeblikket. Sådan gik det til, at jeg på en uge gik fra at være sidst i 20'erne til langt over pensionsalderen.
Nå, men cravings. Da jeg så stod ved skranken med blandet slik og blad og var ved at betale, så jeg at de havde franske hotdogs. Og SÅ fik jeg skidemeget lyst det DET. Men jeg havde alligevel ikke lyst til at virke så spontan omkring ristede pølser, at jeg skulle udbryde: "arj, ved du hvad, stik mig lige sådan en fransk dér nu jeg er her", så jeg luskede bare videre. I stedet gik jeg lige ned i den 7-eleven, hvor jeg mindre end et kvarter tidligere havde stået og gloet håbløst på slikhylden og smilet pænt, da jeg hurtigt forlod butikken. Dér købte jeg min franske hotdog, og den var tør og virkelig gennemristet, men smagte skønt i forårsolen alligevel.
Hvordan kringler andre mod spontane mad-cravings?
Abonner på:
Opslag (Atom)