torsdag den 19. april 2012

TMY-torsdag/om tandlæger

Jeg har udskudt det længe - min tandlægetur. Ikke at jeg er en skid bange for tandlæger, det er bare alt det stress dér, som lige gjorde mig immun overfor de breve, der ikke var meget nødvendige, så jeg fik aldrig bestilt en tid.
Men nu er det klaret. Min tandlæge-dame er sød, og hun sagde, at hun synes næsten ikke man kunne se på mig, at jeg var i 19. uge med Fister. TAK, søde tandlæge, måske er det smiger, men det lykkes. I hvert fald fik du lov til både at bore i min tand og sende mig en regning i en størrelsesorden, som sikkert er fair, men som gør at min konto forbløder. Det er ok - du synes ikke, jeg er tyk:)

Men tandlæger...jeg har haft en del med dem at gøre i de dér skoleår. Havde først nakketræk, så togskinner og så den dér gennemsigtige satan, som bare var lidt klam. Alligevel har jeg aldrig rigtigt været bange for dem.
Nu var min første skoletandlæge også en flink dame, og jeg var en afslappet patient. Jeg husker en gang hvor hun pev: "Ciciiii, Ciciii....du bider i min finger". Så slap jeg pænt, som det artige barn jeg var.
Derefter kom ham bøjletandlægen ind i billedet. Han kom anstigende et par gange om måneden fra en større skole for at tilse sognets skæve børnetænder. Han var en slags tandlægemonster. Av, hvor han strammede til og limede og fiksede og reparerede i kæften på én. Men værst var det den dag, hvor jeg havde en mælketand, som bare ikke ville ryge ud. Den sad godt fast. Han spurgte om han måtte hive den ud, jeg sagde ja - for jeg havde fået fjernet et par tænder før og vidste, at det dér bedøvelse skulle jeg nok klare. Men bøjletandlæger bruger ikke noget så barnligt som bedøvelse...de tager bare fat i tanden og hiver til... Av for helvede, tænkte jeg og var tapper og stille i tandlægestolen, imens mit tandkød blødte og blødte. Jeg stolede ikke helt på ham i de kommende år med alskens slags tandretningsudstyr...

Gad vide om andre, har haft lykkelige forhold til deres bøjletandlæger...

Ingen kommentarer: