En metafor

Man anskaffede sig en hund. Det var en dejlig hund, den var glad og god ved børnene.

Man lovede at man ville lufte den 2 gange hver dag, tage den med til hundetræning og selvfølgelig give den mad.

Men det blev straks hverdag, og hundetræningen kom aldrig i gang. Men sådan var det jo, det var besværligt og hunden måtte bare indrette sig. Man råbte bare lidt af den i stedet – den skulle jo trods alt lære, hvem der bestemte.

Man fik snart heller ikke rigtigt gået alle de dér ture med den.  Det kunne jo ikke være rigtigt, at man sådan skulle indrette sin tid efter en hund. Hunden forstod det ikke. Den havde brug for at komme ud og løbe, tisse og lugte til de andre hundes tis. Den var jo trods alt en hund, og det er vel det, hunde gør. Men man gad ikke rigtigt ulejlige sig. I stedet blev den oftest bare lukket ud i baghaven i et par minutter. Så kunne den i hvert fald ikke komme og klage, og den skulle jo også lære, hvem der bestemte.

Men hunden begyndte at klage lidt. Den pev, når den skulle tisse. Og den kiggede på dem med bedende øjne og et forvirret blik. Sådan en irriterende hund; man gjorde det jo ikke for at genere den. Man begyndte at straffe den med et rap over snuden. Den skulle jo lære, hvem der bestemte.

Hunden pev lidt højere efterhånden. Og den var ikke ligeså hyggelig, når der kom gæster. Måske kunne gæsterne se på den, at den ikke trivedes? Det, synes man, var tarveligt. Den fik da mad, næsten hver dag, så den havde intet at klage over. Man begyndte at drille den. Kaldte den til madskålen, men fyldte den med gammel mad eller ingenting. Man tog hundesnoren ned fra knagerækken, blot for at hænge den op igen og grine lidt af hundens forvirrede blik. Fjols. Den skulle jo lære, hvem der bestemte.

Hunden var stadig god mod børnene, men den blev sky og passiv overfor de voksne. Man forstod det ikke – var den ikke en hund? Hvorfor sagde den ikke noget? Hvorfor hoppede den ikke lykkeligt og legesygt rundt? Og hvorfor mistede den sin pels og kløede sig voldsomt på ryggen? Man var træt af den. Den var jo en dårlig hund. Man begyndte at slå hunden hårdt, når ingen så det. Den skulle jo lære, hvem der bestemte.

En dag havde hunden ikke flere kræfter og dens øjne var helt livløse. Det VAR jo virkelig en dårlig hund, man havde anskaffet sig. Så man lokkede den ud i haven – helt ud til havelågen. Her gav man den et sidste los ud i kulden og mørket. Man lukkede havelågen efter sig og vendte ryggen til. Inde i stuen stillede man sig ved vinduet og kiggede grinende ud på hunden, som nu var syg og forladt. Dumme hund. Men den var jo trods alt også kun en hund, og nu vidste den i hvert fald, hvem der bestemte.