Efter krydset var sat havde jeg meldt mig til at samle ind til et godt formål i et par timer ved valgstedet. Man står sådan lige og er lidt en undskyldning for sig selv til at starte med. Fandt så ud af at det virker ret godt med øjenkontakt, smil og et "hej". Så smiler de fleste i det mindste tilbage, og rigtigt mange tager af en eller anden årsag liiige fat i deres lomme (altså uden at finde noget). Det er måske sådan en indsamlings-bøsse-refleks...og egentlig meget sødt.
Men der var også en del som stoppede op og fandt både mønter og sedler frem, og man bliver sgu helt rørt. Børnene kommer rendende med mønter, mødrene leder i barnevognen for at finde pungen, mange finder lige de sidste mønter og ville ønske de havde flere og så er der endda nogen som uden at blinke hiver sedler frem fra pungen og kvitterer med et stort smil og et tak for, at man er mødt op. Det er SÅ livsbekræftende, og jeg har nu dejlig stor tiltro til Danmarks ungdom, for det var nemlig KLART ungdommen som fandt penge frem. Både piger og drenge og mange unge familier...der venter os en god fremtid, tror jeg.
Og her kommer så generaliseringen og fordommen, for hvor er der dog mange sure pensionister...og de RÅBER. Ej, lad mig først nævne at der faktisk var et par søde ældre mennesker som med glæde bidrog både med penge, smil og en lille sludder. Men alle dem som var sure, var også gamle. Råbte til de valgtilforordnede som bare prøvede at hjælpe, hidsede sig op over at der var vejarbejde og en råbte sågar til mig: "jeg troede det var blevet forbudt med den slags tiggeri ved valgstederne". SURE LØG! Hvor må det være trist, at blive så gal over at andre har lyst til at hjælpe børn i Rwanda. Jamen altså...jeg vil minde mig selv om ikke at blive sådan en sur gammel én, jeg vil huske min naive unge tro på at man gør en forskel, jeg vil smile og ikke råbe...og så måske tage en lille sludder.
Tak for mønterne, sedlerne, stemmeretten og smilene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar