Sad lige her i slutningen af SUPER-debatten imellem vores to statsministerkandidater og fik en bryllupstanke. I dag er der præcis 30 dage til festen, og jeg funderede over, om man måske skulle skrive en bryllupsdagbog, eftersom det vel er den eneste gang i mit liv, jeg kommer til at opleve noget lignende. Men bloggen Cici, BLOGGEN...DET kan den jo bruges til lige nu. Jeg prøver...
Meget mærkelig månedsdag har det været. Jeg har været til begravelse med et familiemedlem, som jeg ikke var tæt på, men jeg er tæt på hendes nærmeste. Dagen har været en blanding af sorg hos nogen jeg elsker og bryllupssnak. Alle i den søde familie spørger: "nå, har I styr på det?". Ihh, de er så søde, men jeg tænker også, at det måske er lidt upassende at stå og snakke om vild fest og bryllup, når nu der er én, som skal begraves. Det gik ikke at få lagt det lidt på is; og heldigt er det jo at alle glæder sig sådan til det bryllup. Måske tog snakken bare en smule af sorgen fra dem der er ramt - det kan man håbe. I hvert fald trænger vi alle til en fest!
I forgårs fik vi lige en ekstra-gæst på listen til aftenens bryllupsfest. Der dukkede en kæreste op, som vi ikke kendte til, fordi den søde onkel ikke vil være til besvær. Selvfølgelig skulle hun med, og vi glæder os til at møde hende...men helt ærligt så fik jeg også lidt bordplans-panik i øjnene. Oh my... Nu var der et problem med de gamles bord, og den slags har sig jo med at sprede sig. Jøsses hvor kan småbitte problemer give hjernekoks til en bryllups-psyco. Hvad er det der sker med éen, når man pludselig er blevet friet til? Lars og Helle go home.... I skulle bare set MIT budget, MINE prioriteringer og MINE dagsordener. Det er dramatisk, siger jeg jer. (Hm, gamle-bordet løste sig desværre ved at min moster og onkel ikke kan komme. Øv, hvor er sygdom dog træls).
Nå, men I kender det vel godt. Man er til begravelse, og man kommer hjem med en ramme bajere, 8 par ankelsokker og en pose arvetøj. Det er ren procedure...mor og far har jo været på kræmmermarked og naboen har været i Tyskland. Altså, jeg kan godt lide både de bløde, våde, tørre og hårde gaver, men MAND hvor var det svært at komme ud af døren.
-"Mor - vi smutter nu. Søster skal til noget arrangement, og jeg vi gerne undgå myldretidstrafikken i København, da jeg er en bævende genopstået bilist". "
-Ja, skat. Nå kører I nu. Jamen jeg har jo sokker til dig. Skal vi så også køre? Eller skal far lige gå med? Nej, jeg tror også bare vi kører. Jeg hører lige far. Vi skal jo også lige op og se blomster. Nej, hvis I kører så kan vi jo også bare..."
Og jeg tænker bare, "Øhm...sokker?". Hvad sker der egentlig? Fair nok, vi skulle vist nok alle sammen afsted...så det ud til. Min mor er bare sådan RIGTIGT god til at sige ordentligt farvel, og det er jo egentlig både smukt og dejligt....men se lige mig, DIREKTE ind i myldretiden i gennemhullede København, hvor alle trafikanter er så vilde at man ikke engang kan sige, at nogen typer er værre end andre. De er der bare alle steder, hele tiden, på kryds og på tværs, foran - bagved - på siden. Sheisse...Jeg var så anspændt, da jeg endelig var tilbage i min lejlighed slæbende på øl, tøj, taske, sokker og et lille køleskab, at jeg besluttede med mig selv at det ville være direkte selvmord at tage til Zumba. Og i arvetøjet fandt jeg et par fede pyjamas-bukser....så er aftenen ligesom en done deal, ikk?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar