...at jeg er sådan én, der er rigtig large med folk og deres (vores) forskelligheder. Men det er jeg nok ikke. Jeg er bare ikke særligt opmærksom på detaljer; så jeg ser sjældent, hvad folk render rundt og er anderledes - og måske irriterende - med. Gad vide, hvor irriterende jeg er derude i Københavns liv?
Men i dag gik min hjerne direkte i dømmeren. Durk i snerpetheden. For i metroen...åh ja, lille historie først dér....
Havde taget cyklen ind til centrum, hvor jeg fik den dejligste gravidmassage, som åbenbarede, at jeg er megaspændt i hele kroppen og ikke bare i nakken, som jeg troede (det bliver en rolig og afslappet zen-fødsel). Måske var det min vægt, måske var det bare det samme, som der er sket hele tiden i de seneste par år: min relativt nypumpede cykel, som var fin i tirsdags, var sløv og tung og flad-agtig på sit baghjul. I dag sagde den også mærkeligt klistret, som i slapt-dæk-bliver-voldsomt-mast-mod-varm-asfalt. Jeg måtte derfor forbi en cykelhandler ved Nørreport for at søge hjælp. Han beholder patienten til i morgen, og jeg endte i metroen med min cykelhjelm.
Og dér i metroen lige foran stod en far og hans datter. Hun lidt yngre end mig, han på alder med min far. jeg zoomer lidt ind i mit hoved og mærker på maven, samtidig med jeg holder godt fast i det gule håndtag. Pludselig bliver min zombi-hjerne dog afbrudt af en ny klæbrig lyd. Det var kys - meget våde og mange kys. Og kærlighed i offentligheden har jeg det egentlig langt hen ad vejen helt fint med. Elsk hinanden! Måske snaveri lige op i hovedet på andre i tætpakket offentlig transport er liiige at stramme den, men worse things have happened. Møsset blev der i hvert fald, lige foran mig...så de var nok ikke far og datter alligevel.
AD! Ja, jeg tænkte AD. Og så stirrede jeg lidt i smug og gjorde mig lidt mere umage for at bedømme deres alder. Fordi jeg er åbenbart snerpet indeni. Jeg ved det godt nu!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar